Rosetta kan bringe os nærmere forklaringen om livets opståen

Sonden kan blive det mest avancerede skridt mod forklaringen om liv på Jorden.

Illustration af rumsonden Rosetta, der nærmer sig kometen 67P/Churyumov-Gerasimenko. Det skal efter planen ske i november 2014. Inden skal den affotografere overfladen. (© ESA)

Når sonden Rosetta mandag genoptager sin mission mod kometen 67P/Churyumov-Gerasimenko, bliver det måske et skridt nærmere forklaringen om livets opståen på Jorden.

Det fortæller astrofysiker på Niels Bohr Institutet Uffe Gråe Jørgensen til DR2 Morgen.

- Vi kommer ikke til at få det endelige svar med Rosetta, men sonden er det mest avanceret skridt man har taget indtil nu til at komme svaret nærmere.

Kometer er det mest oprindelige materiale man har fra solsystemet og består primært af frossent vand - altså is, forklarer han.

Kosmisk bombardement passer med vandet i verdenshavene

En af teorierne går ud på, at vandet på kloden kommer fra kometer, der regnede ned over Jorden og Månen for mellem 3.8 og 3.9 milliarder år siden.

- Der faldt 2000 ton kosmisk materiale pr kvadratmeter af Jordens overflade og hvis det var vand fra kometer, svarer det til hvad der er af vand i verdenshavene, forklarer Uffe Gråe Jørgensen.

Derfor er det muligt at vandet verdenshavene kommer derfra, siger han.

Livets byggeblokke findes i kometer

Kometer er det mest oprindelige materiale vi har fra solsystemet. Det har været uprojiceret siden solsystemet blev dannet for 4½ mia. år siden.

På allerede fundne stykker af hvad forskerne tror er udbrændte kometer, har man fundet meget aminosyrer, som er avancerede byggeblokke på vej til livet, fortæller astrofysikeren.