Rumrejse i næste uge: Kort forsinkelse kan få store konsekvenser

Der er flere ting, som kan ændre rummissionen markant for Danmarks første astronaut.

Andreas Mogensen er 38 år, og blev sat hos ESA i 2009. Den 28. august 2013 blev det offentliggjort, at han i september 2015 skal på en 10-dages rummission. (Foto: NASA/ESA-J.Blair)

Om få dage - onsdag den 2. september klokken 6:34 - begynder det vildeste eventyr til dato for Danmarks første astronaut, Andreas Mogensen. Han skal på en 10-dages mission til Den Internationale Rumstation, ISS.

Men selv om der kun er få dage til, er der stadig et par ukendte størrelser, der kan ændre hans rumrejse markant.

Man ved endnu ikke, hvor længe rejsen op til ISS varer, hvis afrejsen bliver forsinket i bare få minutter, eller hvad der sker, hvis han eller én af hans to andre kolleger bliver syg inden.

Det fortalte Andreas Mogensen søndag aften, da han sammen med sin arbejdsgiver, Den Europæiske Rumfartsorganisation, ESA, besvarede spørgsmål under en direkte videokonference på YouTube og ESAHangout.

Afrejsen blev udskudt et døgn

Andreas Mogensen og hans to kolleger og deres tre reserver heriblandt ESA-astronauten Thomas Pesquet rejste i sidste uge til Kasakhstan, hvor de skal være i karantæne frem til opsendelsen for at undgå at blive smittet med sygdomme.

Oprindeligt skulle missionen være begyndt den 1. september, men den blev udskudt en dag, fordi man tilbage i juni måtte justere ISS’s kredsløbsbane rundt om Jorden.

Det betød, at hvis man fløj derop den 1. september, ville man skulle benytte den gamle metode, hvor det tager to døgn for fartøjet at nå frem til ISS, så man kan koble Soyuz-fartøjet til ISS. Derfor venter man til den 2. september, for så regner man med at kunne flyve derop på bare seks timer.

Det er nemlig sådan, at når fartøjet er nået ud i Rummet efter cirka ni minutter, begynder ’jagten’ på ISS.

Hvor stor forsinkelse kan man klare?

Lige nu er eksperterne ved at beregne, hvor stor forsinkelse – af launch-vinduet - man kan risikere og stadig nå op til ISS på seks timer.

- Lige nu kigger man meget på den kredsløbsbane, som ISS har, og det bliver diskuteret, om man kan gennemføre en kort rejse på seks timer derop, eller man er nødt til at benytte den gamle metode med to døgn ombord på Soyuz-fartøjet, før man når til ISS, siger Andreas Mogensen.

- Det vil man forhåbentligt blive klogere på inden for de næste par dage, siger han.

Arbejdsdagen bliver udvidet

Hvis Andreas Mogensens ankomst til ISS bliver forsinket med 1,5 døgn, vil det ikke betyde, at missionen bliver forlænget ud over de 10 dage.

- Min arbejdsdag bliver formentlig forlænget fra 10 til 15 timer i døgnet, for jeg tror, at hjemkomstdagen vil være uændret, siger han.

Hvad hvis der opstår sygdom før afrejsen?

Som nævnt tidligere har Andreas Mogensen en personlig backup, franskmanden Thomas Pesquet, der i princippet skal tage over, hvis Andreas Mogensen pludselig bliver syg eller forhindret i at rejse. Men det er ikke så enkelt som så, viser det sig.

Under videokonferencen kunne man stille spørgsmål via Twitter, Facebook og Google Hangouts og et af spørgsmålene var netop om, hvad man gør, hvis én fra holdet bliver syg. Kommer der så en ny astronaut på holdet, eller udskifter man hele holdet?

- Hvis jeg skal være ærlig, kender jeg ikke svaret. Jeg er ikke sikker på, at der rigtig er nogen, der har svaret på det spørgsmål, siger Andreas Mogensen.

- Hvis en af os bliver syg nu, vil det være et stort problem. Fordi Soyuz er bygget op til os og justeret efter, hvor store vi er, og hvor meget vi vejer, siger han.

Rumkapslen er skræddersyet til Andreas og Co.

Sæderne ombord på Soyuz er skræddersyet til holdet, og der er lagt blylodder ind under sæderne for at balancere rumkapslen alt efter deres vægt. Sådan nogle ting skal ændres, for at rumkapslen ikke blive farlig.

- Hvis en af os fx brækkede et ben, tror jeg ikke, at opsendelsen ville komme til at ske den 2. september. Den ville nok blive rykket en uge eller to, så teknikere og ingeniører kan nå at lave justeringer til et nyt hold.

Stor sikkerhed omkring astronauterne

Der er store sikkerhedsforanstaltninger og mange penge i spil omkring rummissioner, så man forsøger på alle måder at undgå forsinkelser eller aflysninger.

Derfor fløj Andreas Mogensen og Thomas Pesquet og resten af deres hold også på hvert sit fly til Kasakhstan i sidste uge – ligesom når de kongelige rejser rundt i verden i hvert sit fly, tog, biler osv.

Se hele videokonferencen på YouTube herunder

FacebookTwitter