Rumsvamp kan angribe svækkede astronauter

Astronauters svækkede immunforsvar kan gøre svamp i væggene på rumbaser til et yderst ubehageligt bekendtskab.

Mikroskopiske svampe udvikler sig i ILMAH, der er en prototype på en fremtidig oppustelig Måne- eller Mars-base. (© NASA JPL)

Når vi tænker på farerne for astronauter ved fremtidig kolonisering af vores naboer i Solsystemet, så handler det om alt fra stråling til vand- og iltmangel.

Men nu har et nyt studie publiceret i tidsskriftet Microbiome tilføjet endnu en problemstilling: Svamp.

Forskere har målt forholdene i den menneskeskabte, oppustelige astronautbolig ILMAH for NASA og har fundet ud af, at mikroskopiske svampe udvikler sig i den ellers sikrede kuppel.

Og svamp er ikke bare en lille fare i det lukkede miljø.

Forgiftet indendøre

Svamp kan nemlig være særdeles farligt for astronauters helbred, når de dagligt kommer til at færdes i et kunstigt, fugtigt og indelukket “telt” på en anden planet.

Astronauters immunforsvar bliver nemlig svækket efter længere ophold i rummet. Konsekvenserne kan være hovedpine, træthed og udmattelse.

Svampe er utroligt hårdføre og kan overleve nogle af de mest ekstreme forhold vi kender på Jorden - om det så er manglende næring, manglende væske, ekstreme temperaturer eller stråling. Svampe kan endda overleve på steder, hvor der er sket radioaktive udslip.

Derfor skal NASA nu finde en løsning, så man effektivt kan bekæmpe svampene eller undgå, at de overhovedet når ind i de sikrede rumbaser.