Russisk troldmand skal skaffe dansk guld

Det danske rolandshold får hjælp af biomekanikeren dr. Valery Kleshnev og hans tekniske udstyr. Kleshnev ved, hvad der sætter ekstra fart på båden.

Dr. Valery Kleshnev er manden, der kan hjælpe de danske roere med at få guld. Han har selv vundet sølv i roning ved OL i Moskva i 1980. Kleshnev har gennem 15 år udviklet sit biomekaniske måleudstyr. (Foto: © Hanne Kokkegård- dr.dk/viden, DR)

De danske roere er kendt for at kunne levere medaljer. Tænk bare på letvægtsfireren med Eskild Ebbesen som den gennemgående figur fra 1994 og frem til OL sidste år omgivet af skiftende mandskaber.

Roerne jagter konstant ekstra fart. Og for andet år i træk får landsholdet hjælp af russeren dr. Valery Kleshnev.

Han har selv vundet sølv i dobbeltfirer ved OL i Moskva i 1980. Og han er et kendt navn inden for roverdenen.

Udviklet udstyret gennem mange år

Kleshnev er biomekaniker. Det vil sige, at han kan undersøge, hvordan kroppen bevæger sig ved hjælp af mekanisk-fysiske målemetoder.

- Jeg har gennem 15 år udviklet mit biomekaniske måleudstyr, og jeg er hele tiden i gang med at finjustere måle-metoderne, forklarer Kleshnev til dr.dk/viden.

Selv om udstyret er synligt nok, er der nærmest umuligt at regne ud, hvordan det virker. Og det er heller ikke nødvendigvis meningen, for Kleshnevs udstyr er hans eget.

Bygger sin viden på vinderne

Denne søndag formiddag først i maj monterer han sit måleudstyr på to landsholdsbåde og roerne ved deres daglige træningssted, Bagsværd Sø lidt uden for København.

Det er tredje gang i år, at han besøger de danske roere.

Læs også reportagen og se billedserien i artiklen: Matematik giver dansk roning ekstra fart

Kleshnev baserer sin viden på undersøgelser af mange hundrede atleter, der har vundet medaljer ved OL og VM.

Han har set på, hvad det er, som har fået dem til at vinde. Og så bruger han det som udgangspunkt for, hvad der sætter ekstra fart i båden og skaffer de hundrededele af et sekund, der skiller roerne fra at tage eller ikke tage medaljer.

Vinkler, tryk og kurver

Kleshnevs måleudstyr giver svar på, om årerne bliver sat rigtigt i vandet? Stikker de lige præcis så dybt, som de skal? Kommer de ud af vandet på det rette tidspunkt?

Og hvordan er trykket på årerne gennem rotaget - altså følger trykket den rette kurve? Fanger roeren vandet i den rette vinkel - helt fremme? Skal roeren åbne mere op for kroppen, få mere arm eller mere ben med i taget?

Udstyret måler en masse data, som bliver sendt til en boks i hver båd.

Computerprogram viser svaghederne

Inde på land analyserer Kleshnev tallene ved hjælp af sit computerprogram, der er fodret med matematiske og fysiske formler.

Og han sætter ord, procenter og grader på, tegner kurver og viser videoer optaget af roerne. Hans målinger viser, hvor roernes svagheder er.

Og så er det op til trænerne og roerne at bruge hans anbefalinger i den videre træning.

Målet er fælles - vejen er individuel

Selv om alle de optimale targets - måltal - er ens for roerne, så er det utopi at tro, at en roer vil kunne nå alle målene 100 procent.

Dertil spiller fysiologien også ind - kroppens formåen. Og anbefalingerne vil være meget individuelle, eftersom ingen roere er ens.

Måske skal der også justeres lidt på båden og årerne.

Et optimalt rohold?

Kleshnevs målinger kan også sige noget om, hvorvidt roerne passer sammen i båden.

Både dobbeltfirerens og dobbeltscullerens hold er sat; det vil sige, at man ikke skifter roere på bådene, med mindre roerne får skader.

Derimod er flere af letvægtsholdene ikke sat endnu denne weekend, og der kan Kleshnevs målinger have betydning.

Rejser rundt i hele verden

Kleshnev har boet i flere lande, hvor han har været tilknyttet rolandsholdene. Men nu arbejder han som konsulent, og rejser ud fra London.

Efter turen til Danmark skal han lige en smut hjem til London, og så ellers af sted til Norges rolandshold.

Derefter rummer kalenderen også besøg i Polen, Frankrig og Slovenien.

Konkurrerer han med sig selv?

Egentlig kan man sige, at Kleshnev konkurrerer med sig selv. Men når man spørger, om han tæller 'medaljer', så svarer han undvigende.

- Jeg følger naturligvis med i, hvordan det går de roere, jeg har arbejdet sammen med, siger Kleshnev.

Svær at komme udenom

Man kan ikke bare kan aflæse i medaljestatistikken, hvilke lande der benytter Kleshnev i deres træning og forberedelser til World Cup, EM, VM og OL.

For man kan 'skrue' på andet end bare biomekanikken, fx fysiologi, psykologi og mad.

Men alle store ro-nationer bruger ham - for han er lidt af en troldmand.