Så åbner Danmarks nye akvarium

Når Nordeuropas største akvarium Den Blå Planet åbner på Amager, bliver det med omkring 20.000 dyr indenfor murene. Heraf er de 17.000 nyindkøbte. Dr.dk/viden fik et smugkig inden åbningen.

De sidste forberelser gøres, inden publikum slippes løs blandt de 20.000 dyr i Den Blå Planet. (Foto: Martin Kunzendorf © DR)

Udefra glimter de arkitekttegnede aluminiumsklædte hvælvinger i solen, vandet skvulper over kanterne i de udendørs bassiner foran indgangen og bevæger man sig ind i den Den Blå Planet, står man pludselig i Nordeuropas største akvarium med over 400 forskellige arter.

Set fra luften er bygningen formet som en legetøjsvindmølle og hver møllevinge rummer sin egen tematik omkring varmt, koldt, fersk og salt vand.3 meter lange hammerhajerDet største akvarium Oceantanken byder på 30-40 forskellige fiskearter i 4 mio liter lunt saltvand. Gennem det 8 meter høje panoramavindue, kan man blandt andet opleve 3 typer pilerokker, zebrahajer og 10 ganske unge hammerhajer, der for første gang kan opleves i et dansk akvarium.- Hammerhajen er vant til at leve i oceanet - den ikke er vant til at møde nogen kanter og begrænsninger. Det betyder at den er meget sensitiv og har brug for stor svømmeplads, forklarer Lars Skou Olsen, der er afdelingsleder og kurator på Den Blå Planet.De ti hajer med det hammerformede hoved vil i løbet af de næste ti år vokse sig store og blive over 3 meter lange, fortæller Lars Skou Olsen, der glæder sig særligt over at have muligheden for at vise dyr af den kaliber frem.Han fremhæver endvidere akvariets blæksprutter, elektriske ål og den australske lungefisk, som nogle af stedets mest spektakulære beboere.Fra Afrika til FærøerneI modsatte ende af Oceantanken er der opført et 15 meter højt færøsk fuglefjeld, hvor man på sigt vil kunne opleve søpapegøjer, lomvier og andre traditionelle fugle, mens man under vandet kan se den kæmpemæssige helleflynder bølge sig af sted på havbunden, mens den nærmest firkantede havkat holder øje.Undervejs kan man enten passere stedets eget koralrev eller gå langs Afrikas søer. Sidstnævnte byder på nogle af de fugle og fisk, man kan støde på i Afrikas 3 største søer Victoria, Tanganyika og Malawi. Mest iøjnefaldende er den vestafrikanske dværgkrokodille, der som en stenstøtte står med åbent gab for at afkøle sig. Og lidt for sig selv sidder en enlig afrikansk klippegrævling, der trods sin beskedne størrelse er elefantens nærmeste slægtning.I det fugtige og varme 2 etager høje Amazonas område kan man foruden 3000 piratfisk og anakondaer møde den store fisk arapaimaen, der som sit fascinerende kendetegn er i stand til at suge mindre fisk til sig, mens den står helt stille i vandet.En opdatering, der batterDen Blå Planet afløser det gamle Danmarks Akvarium i Charlottenlund, nord for København, der åbnede i 1939, hvor det i mere end 70 år har modtaget nysgerrige gæster og undervist skoleelever om livet i havet.Allerede i midten af 1990'erne begyndte akvariets daværende direktør Jesper Horsted at formulere ønskerne til en modernisering, da rammerne i Charlottenlund både var for slidte og for trange. Direktørens besøg på verdens førende akvarier, kombineret med egne ideer blev grundlaget for de principper som Den Blå Planet er bygget ud fra.Den Blå Planet har kostet 700 mio. kroner at opføre og har været undervejs i 2 år. Byggeriet er tegnet af arkitektfirmaet 3XN.

  • Den sortspottede pigrokke er blandt Oceantankens 3 forskellige rokkearter, der er udvalgt på grund af deres imponerende størrelse. (Foto: Martin Kunzendorf © DR)
  • Oceantanken er Den Blå Planets største akvarium med 4 mio liter saltvand. Akrylruden, der skiller publikum fra vand og fisk er 16 meter lang, 8 meter høj, 48 cm tyk og vejer 16 ton. (Foto: Martin Kunzendorf © DR)
  • Med inspiration fra verdens førende akvarier, giver Den Blå Planet også mulighed for at gå sig en tur gennem oceanet og opleve dyrene omkring sig. (Foto: Martin Kunzendorf © DR)
  • 2 af akvariets i alt 10 unge hammerhajer, der i løbet af de næste ti år vil vokse sig op i en størrelse mellem 3 og 4 meter. (Foto: Martin Kunzendorf © DR)
  • Zebrahajen fødes med striber, men bliver med alderen leopardsplettet. (Foto: Martin Kunzendorf © DR)
  • Den vestafrikanske dværgkrokodille her blev fundet hos en privatperson på Bornholm, hvor den var i udsultet og syg. Efter et års rekreation i Københavns Zoo er den nu flyttet ud i akvariet Afrikas Søer. (Foto: Martin Kunzendorf © DR)
  • 2 af Den Blå Planets imponerende dragefisk. (Foto: Martin Kunzendorf © DR)
  • Tudsefisk (Foto: Martin Kunzendorf © DR)
  • Paltefisk fra Tasmanien. (Foto: Martin Kunzendorf © DR)
  • Farverige fisk i koralakvariet. (Foto: Martin Kunzendorf © DR)
  • Pansergedden går sammen med et af Den Blå Planets mest spektakulære fisk, den australske lungefisk, der ikke lod sig fotografere, da dr.dk/viden var forbi. (Foto: Martin Kunzendorf © DR)
  • Blandt de mange spektakulære og fremmede fiskearter, er det også muligt at møde en lang række af dem vi kender fra vore egne. Blandt andet denne sildestime, der nærmest sætter tilskueren i trance. (Foto: Martin Kunzendorf © DR)
  • Akvariets 2 voksne søløver og deres unge kan både opleves inde- og udefra. (Foto: Martin Kunzendorf © DR)
  • Den elektriske ål er for kurator Lars Skou Olsen et af stedet perler. (Foto: Martin Kunzendorf © DR)
  • På vej mod Oceantanken. (Foto: Martin Kunzendorf © DR)
  • På vej mod Oceantanken. (Foto: Martin Kunzendorf © DR)
1 / 16
Facebook
Twitter