Så er det op med fuglekasserne

Fuglene lider af kronisk boligmangel og lige nu er det tid til at få dem afhjulpet problemet.

(Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Er man i besiddelse af en have, og ikke så begejstret for alt for mange insekter i den lune halvdel af året, vil det være en rigtig god ide at få sig sat nogle fuglekasser op. Det fortæller naturvejleder naturvejleder i Naturstyrelsen Søhøjlandet Jan Kjærgaard til P1 Morgen. Lige nu er det musvitter, blåmejser, sortmejser, spætmejser og stære, der er ude at kigge på bolig. Og i modsætning til menneskets boligmarked, har fuglene kronisk boligmangel, siger naturvejlederen og kommer med en utvetydig opfordring: - Se at komme i gang. Har I ikke redekasser ude, så kom ud og få sat nogen op, siger han. Har man redekasser, der har været reder i sidste år, gør man fuglene en stor tjeneste ved at rense kasserne. De gamle reder er typisk fyldt af lopper, så har man sådan, kan den fjernes med en kande kogende vand. - Så reducerer man loppepresset på de unger, der måtte komme i kassen, ganske voldsomt, forklarer han.

Cirkel-runde flyvehuller i bestemt størrelse er ikke nødvendighed

Har man derimod ingen redekasser, men mod på at klampe sine egne sammen, skal man ikke være bange for at gå i gang, fortæller naturvejlederen. Heller ikke selvom man ikke lige har den korrekte størrelse bor. Det er rigeligt at save et hjørne af det bræt, som bliver forsiden på redekassen, siger naturvejlederen. Man forsøger at efterligne naturlige huller, der er i træer ude i skoven og de har alle mulige størrelser og former, fortæller han. Den største fugl der kan komme ind i en redekasse, tager den, siger Jan Kjærgaard. Foretrækker man at åbne en ny bolig til særlige fuglearter, er der nogle overordnede regler for hullernes størrelse, fortæller naturvejlederen. Redekasserne hos blåmejser og sortmejser skal så være 28 mm, for musvitter er det 32 mm og vil have stære skal flyvehullet være 50 mm. Men vigtigst er, at de skal op nu. Så det er bare om at komme i gang, slutter naturvejlederen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk