VIDENSKABSBILLEDET
Lige før årsskiftet fik det periodiske system fire nye grundstoffer, og efter flere måneders overvejelser er foreningen IUPAC (International Union of Pure and Applied Chemistry) klar med fire navnebud:
- •
Grundstof 113 - nihonium (Nh)
- •
Grundstof 115 - moscovium (Mc)
- •
Grundstof 117 - tennessine (Ts)
- •
Grundstof 118 - oganesson (Og)
Traditionen tro, har forskerholdene bag opdagelsen af de fire grundstoffer selv fundet på navnene.
Japanske forskere står bag opdagelsen af grundstof 113, og navnet nihonium stammer fra ’Nihon’ – det betyder Japan på japansk.
115, 117 og 118 er opdaget af et russisk-amerikansk forskerhold, og derfor har forskerne ladet sig inspirere af, hvor de geografisk arbejder.
Det vil sige Moskva i Rusland og delstaten Tennessee i USA, mens grundstof 118 har fået navn efter den nulevende russer Yuri Oganesson, der står bag store opdagelser inden for atomfysik.
Det er kun anden gang i historien, at IUPAC navngiver et grundstof efter en nulevende person.
Og hvad skal barnet hedde?
Nye grundstoffer kan enten opkaldes efter mytologiske begreber, mineraler, steder eller lande, ejendomme eller videnskabsfolk.
Det er muligt at klage over navnene frem til den 8. november 2016.
Det periodiske system blev oprindeligt udviklet af den russiske kemiker Dmitrij Mendelejev tilbage i 1869.