Sådan møder du flere dyr i naturen

Står du lidt tidligere op, går ad lidt andre veje og rydder en kende mindre op i haven, er du allerede godt på vej til at møde de vilde danske dyr langt tættere på.

Med Marie Rolands råd i baghovedet, drog denne artikels forfatter en tidlig morgen ud i naturen ved Dollerup, vest ved Limfjorden, hvor blandt andet dette gravandepar tog sig et hvil på en nysået mark. (Foto: Martin Kunzendorf © DR)

Naturvejleder Marie Roland er forfatter til en ny pjece fra Naturstyrelsen, der guider til hvordan man kommer tættere på dyrene i den danske natur.

- Når jeg er med folk på offentlige ture i naturen, er højdepunktet oftest, når de møder et dyr, fortæller hun til dr.dk/viden.

Men hvordan oplever man egentlig bedst dyrene derude i naturen? Og hvorfor findes der ingen litteratur eller pjecer om det? Det spurgte Marie Roland og hendes kolleger hos Naturstyrelsen i Storstrøm sig selv og hinanden om og gik selv i gang med det.

Det er der kommet pjecen 'Magiske øjeblikke' ud af, og i den gives der en lang række tips og råd til, hvordan man bedst muligt støder på de mange dyr, som lever lige op ad os.

- Pjecen er rettet mod ganske almindelige mennesker, så de helt uden forkundskaber kan gå ud og opleve naturen, fortæller Marie Roland.

Naturen er ustoppelig og det samme er dyrene. Hvis de er der, har de truffet valget og vil gerne være der. Og så er det bare op til os at gå ud og møde dem.

- Det er bare fedt, når man står der er og pludseligt er helt tæt på, siger hun.

Ikke alene er mødet med dyret en spændende situation, men den får ofte også tiden til at stå helt stille, fortæller Marie Roland, der betragter de er øjeblikke som stor poesi.

Dyr alle vegne

Foruden de gode råd, indeholder folderen en introduktion til en række helt almindelige danske dyr, som egern, ræv og flagermus.

Hvis vi vil opleve dem på nært hold kræver det, at vi lærer dem bedre at kende. At vi ved hvad de lever af og hvor de lever. Og hvornår de er aktive.

- For der er dyr alle vegne, fortæller hun. Vi skal muligvis bare bevæge os ad lidt andre stier og måske på andre tidspunkter. Og Marie Roland opfordrer til at finde sit indre A-menneske frem, da det kan give ethvert lokalområde en helt ny dimension:

- Der sker meget mellem kl. 5 og 8 om morgenen, fortæller hun. Der er andre lyde, lugte og lyset er også anderledes. - Og der myldrer det med dyr.

Se dyrene fra toget

Marie Roland opfordrer til, at man tænker i at bryde ud af sine vante mønstre, hvis man virkeligt vil opleve dyrene. For hendes eget vedkommende, sker det ofte når hun sidder i et tog.

- Når jeg rejser med toget, ser jeg masser af dyr, fortæller hun.

Her er der frit udsyn til alt det grimme. Alt det som folk vil gemme væk og derfor de steder, hvor der er masser af dyr.

Vi kan også gøre meget for at komme tættere på dyrene hjemme i vores egne haver, forklarer hun.

Drop at der skal se så pænt ud overalt i haven, opfordrer hun:

- Hvis vi tillader en lille smule rod i hjørnerne og accepterer, at det ikke er rod, men biologisk mangfoldighed, så får man også de uforudsete dyreoplevelser helt tæt på.

Og måske skulle vi kigge mere på hvad vores børn gør, når de færdes omkring vores huse. De kan faktisk lære os en masse, der kan bringe os tættere på dyrelivet og naturen generelt, mener Marie Roland.

- Børn er gode til at slippe kontrollen og er ikke bundet af konventioner, fortæller hun. Samtidig er de nede i niveau med dyrene, rent fysisk. Og er man ikke det, ser man heller ikke noget.

På samme timelange gåtur stødte dr.dk/viden's udsendte også ind i en morgenfrisk hare. (Foto: Martin Kunzendorf © DR)
Facebook
Twitter