Sådan opstår nattens måneformørkelse

Når Månen kommer ind i Jordens kerneskygge, spærrer Jorden for Solens lys, så fuldmånen bliver dæmpet. Oplev fænomenet tidlig mandag morgen.

Diagrammet viser den total måneformørkelse, der er synlig fra Danmark tidligt mandag morgen den 28. september 2015. Bemærk,at tiderne er London-tid uden sommertid indregnet. Når der står 01:07, er klokken 03:07 hos os. Der skal lægges to timer til. - Grafikken er udarbejdet af pensioneret astrofysiker fra NASA Fred Espenak og udgivet på hans hjemmeside Grafikken er tilgængelig som Creative Commons Attribution-NonCommercial-NoDerivs 3.0 Unported License. (Foto: Fred Espenak og www.EclipseWise.com © Fred Espenak og www.EclipseWise.com og Creative Commons Attribution-NonCommercial-NoDerivs 3.0 Unported License.)

Tidligt mandag morgen kan du opleve en total måneformørkelse, hvor fuldmånen pludselig bliver dæmpet og farvet rødlig. Kig på grafikken i toppen af artiklen og læs mere herunder.

Grafikken er udarbejdet af pensioneret astrofysiker fra NASA Fred Espenak og udgivet på hans hjemmeside www.EclipseWise.com under reglerne for Creative Commons Attribution-NonCommercial-NoDerivs 3.0 Unported License.

Læs også artiklen: Oplev en total måneformørkelse i nat

Bemærk, at tiderne på grafikken er London-tid uden sommertid medregnet. Så når der står 01:07 er klokken 03:07 hos os i Danmark.

  • Månen følger med Jorden i den fælles rejse rundt om centrum i vores solsystem - Solen.

  • Måneformørkelse opstår, når Månen bevæger sig ind i Jordens skygge. Dermed kan Solens lys ikke nå Månen, fordi vores planet spærrer for Månen, der kun lyser, fordi den tilbagekaster sollyset.

  • Månens kredsløb hælder 5 grader i sin bane om Jorden. Derfor passerer månen i de fleste måneder over eller under Jordens skygge. Kun når den krydser jordbanen og kun ved fuldmåne, forekommer der en måneformørkelse.

  • Månen bliver dog ikke helt mørk, for lyset fra Solen bliver afbøjet under passagen af Jordens atmosfære, så det alligevel rammer Månen.

  • Det er kun den røde del af sollyset, der rammer Månen. Resten spredes i andre retninger, og derfor bliver Månen orange, rød eller dyb kobberfarvet - alt efter hvor meget støv, der aktuelt er i atmosfæren.

  • Måneformørkelse optræder altid ved fuldmåne.

  • Normalt er der to måneformørkelser om året på Jorden. Men der går typisk 2-3 år mellem, at de kan ses fra Danmark.

  • Når den kommende måneformørkelse har fundet sted den 28. september 2015, vil den næste totale måneformørkelse først kunne ses fra Danmark den 27. juli 2018.

Kilde: Orion Planetariet

Forløbet af formørkelsen den 28. september 2015 (dansk sommertid):

  • Første kontakt mellem Månen og Jordens skygge: kl. 03:07

  • Total fase starter: kl. 04:11

  • Total fase slutter: kl. 05:23

  • Sidste kontakt: kl. 06:27

  • Den totale måneformørkelse begynder klokken 4:11 og slutter 5:23 – og varer 1 time 11 minutter og 55 sekunder.

Beregningerne stammer fra NASA, USA’s rumorganisation.

Chance for 90 unikke minutter

- Det vil være sjovest at betragte Månen fra klokken 3:07, hvor Månen bevæger sig ind i Jordens skygge, og de næste godt halvanden time frem til klokken 4:50 – det vil sige i midten af ’totaliteten’, hvor Månen er mørkest, siger planetarieleder på Orion Planetarium Lars Petersen.

På det tidspunkt befinder Månen sig cirka 24 grader over horisonten lidt forbi sydvest.

Ved afslutningen af formørkelsen, hvor Månen når helt ud af Jordens skygge klokken 06:27, står Månen 8 grader over horisonten næsten stik vest.

- Hvis man har en åben horisont, kan man godt set det. Men de fleste steder vil man opleve det, som om at Månen er gået ned, siger Lars Petersen.

Orion Planetarium har åbent fra klokken 02:30 mandag 'morgen'. Man kan også bare selv kigge med fx med en kikkert. Desuden livestreamer NASA begivenheden.

Facebook
Twitter