Schrödingers kat fylder 80 år

Et af kvantefysikkens vigtigste tankeeksperimenter forestillede sig en kat, der var både levende og død på samme tid.

Illustration af tankeeksperimentet om Schrödingers kat. (© Creative Commons- Wikimedia Commons)

I dag er det nøjagtig 80 år siden den østrigske fysiker Erwin Schrödinger fremlagde sit berømte kvantemekaniske tankeeksperiment om hvad der ville ske, hvis man lukkede en kat inde i en kasse i selskab med en ustabil atomkerne og en geigertæller, der i tilfælde af atomart henfald, ville udløse en dosis gift. Eksperimentet ville kunne gå to veje: Enten ville giften undslippe beholderen og katten ville dø, eller beholderen forblive tæt og katten ville overleve. Og da kassen med kat og giftbeholder er lukket og vi ikke kan se hvad der foregår derinde, er katten under sit ophold, ifølge Schrödinger, både død og levende på samme tid, indtil nogen åbner kassen og reelt kan konstatere dyrets skæbne.

Med det absurde paradoks ville Erwin Schrödinger kritisere den såkaldte Københavnerfortolkning, lanceret af Schrödingers store konkurrent Werner Heisenberg, der imødegik en række selvmodsigelser i den teorestiske kvantefysik, ved at erkende, at teorierne først fik mening, når de blev suppleret af fysiske målinger.

Når fysikerne, med andre ord, kiggede i kassen med katten. Selvom Schrödinger nok mest i populærkulturen er kendt for sit paradoks om katten, modtog han i 1933 Nobelprisen i fysik og står bag udviklingen af bølgemekanikken.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1073638192686704