Sex får ældre til at huske bedre

Der kan være mange gode grunde til at holde fast i sexlivet, også når du bliver ældre. Blandt andet holder din hjerne sig bedre.

Hold fast i sexlivet og intimiteten, for ifølge forskningen er det både godt for krop og sind. (Foto: Ernst van norde © Scanpix)

At sex er sundt er næppe en overraskelse.

Men at ældre som har sex mindst én gang om ugen simpelthen husker bedre end deres jævnaldrende, det overraskede alligevel de engelske forskere, der står bag en ny forskningsartikel.

De mener, at det understreger vigtigheden af at fjerne tabuet omkring ældres sexliv:

- Folk kan ikke lide at tænke på, at ældre mennesker har sex. Men vi er nødt til at udfordre denne holdning på samfundsniveau og se på, hvad seksuel aktivitet kan have af betydning, siger en af forskerne bag, Hayley Wright, til Oxford Universitets hjemmeside.

Sex er forbundet med hjernens dopaminsystem

I projektet deltog kun 73 mennesker i alderen 50-73 år. Men sammenhængen mellem en bedre hukommelse og et aktivt sexliv er også blevet vist i et langt større forskningsprojekt sidste år.

Tændt på P1
  • Hør mere om videnskab og lidenskab på P1 hver tirsdag kl. 13.33 i programmet "Tændt" på P1.
  • Programmet kan også hentes som podcast.

Derfor var målet med dette projekt også en anden. Nemlig at undersøge hvorvidt hjernen generelt blot var sundere, eller om der var nogle specifikke områder, der i særlig grad havde gavn af den seksuelle aktivitet.

Og det viser sig, at sex ikke 'bare' påvirker hjernen generelt:

- De beskyttende effekter af seksuel aktivitet er nok ikke er forbundet med den verbale hukommelse, som man ser påvirket i tidlig Alzheimer, men i stedet ser ud til at være forbundet med hjernens dopaminsystem, fortæller Hayley Wright.

Med andre ord er det altså ikke de systemer i hjernen, der fx særligt er påvirket ved Alzheimers, som sex forbedrer. Det tyder derimod på, at hjernens belønningssystem - som bruger hormonet dopamin - er det, som har godt af de seksuelle aktiviteter.

I den tidligere undersøgelse spekulerende forskerne på, om et andet hormon, nemlig oxytocin, også kunne spille en rolle for sammenhængen. Både oxytocin og dopamin er nemlig hormoner, der frigives når vi har sex, og forbindelsen er altså oplagt.

Psykologien spiller måske også ind

I undersøgelserne tog man højde for en række faktorer som for eksempel uddannelsesniveau, fysisk sundhed og alder. Alligevel var sammenhængen signifikant.

Men forskerne anerkender samtidig, at forbindelsen mellem sex og hjernefunktion nok ikke kun kan tilskrives biologi og hormoner:

- Vi kan endnu kun spekulere på, hvorvidt det her primært skyldes sociale eller fysiske elementer. Men de biologiske mekanismers betydning er et område, vi meget gerne vil undersøge nærmere, siger Hayley Wright.

Hør mere om seniorsex og de intime problemer, som ældre kan opleve, i 'Tændt' i dag kl. 13.33 på P1.