I oldtidens Grækenland var det okay at have analsex. Også for to mænd. I middelalderen forsøgte den kristne kirke at forbyde analsex. Så historisk set har der været forskellige syn på analsex, og i dag er der igen stor interesse for det.
Det kan man for eksempel se i pornografien. På verdensplan er søgninger på analporno steget med 79 procent på verdensplan i perioden 2009 til 2015 ifølge tal fra pornohjemmesiden Pornhub.
Og i USA viser en undersøgelse fra 2016, at 35,9 procent af kvinder og 42,3 procent af mænd i alderen 18-44 år har prøvet analsex.
Men er der egentlig en fysiologisk grund til, at analsex kan give nydelse? Ifølge Jesper Bay-Hansen, der er speciallæge i almen medicin og specialist i klinisk sexologi, så er der en god grund til, at vi får nydelse ved analsex.
- Man kan få nydelse ud af analsex, fordi anus og endetarmen er områder af kroppen, som har mange nerveender, og derfor er meget følsomt. Det samme gælder penishovedet, klitoris og skedeåbningen, siger Jesper Bay-Hansen, der er speciallæge i almen medicin og specialist i klinisk sexologi.
Derfor kan man få seksuel tilfredsstillelse ved stimulering af anus og endetarmen, fortæller Jesper Bay-Hansen. Og det gælder både for mænd og kvinder. Men der er faktisk væsentlig forskel på, hvordan de to køn opnår nydelse ved analsex.
Mænd har en prostata
Alle mænd har en prostata, der sidder i underlivet. Denne kirtel er på størrelse med en valnød, og blodtilførslen øges ved seksuel ophidselse, så kirtlen svulmer en smule op. Fordi prostata kan stimuleres fra endetarmen, så kan det være en kilde til nydelse ved analsex.
- Ved gentagen stimulering af prostata, så kan manden få en prostataorgasme. Det er der i hvert fald nogle sexologer, der vælger at tale om, siger Jesper Bay-Hansen.
Ifølge Jesper Bay-Hansen er en prostataorgasme ikke det samme som den mere almindelige orgasme, som manden kan stimulering af de ydre kønsorganer.
- Det er en orgasme, som mange mænd beskriver som mere intens og langvarig end den almindelige orgasme, der ofte er kombineret med en udløsning, siger Jesper Bay-Hansen.
Indirekte stimulering hos kvinder
Kvinder har ikke nogen prostata, men det betyder ikke, at de ikke kan opnå nydelse ved analsex.
- Skeden ligger helt op til endetarmen. Det vil sige at ved gentagen stimulering af endetarmen, så stimulerer man også inddirekte skeden. Især bagvæggen af skeden, siger Jesper Bay-Hansen.
Det kan ifølge Jesper Bay-Hansen være med til at forklare, hvorfor kvinder kan få nydelse ud af analsex. Endnu en grund kan være klitoris, som tidligere er blevet beskrevet som et organ med to ben, der går 7 til 10 centimeter ind i underlivet.
- Det er meget svært kun at stimulere analt, derfor vil der være stimulering af det omkringliggende væv. I praksis vil der derfor være en vis indirekte stimulering af de to ben af klitoris, siger Jesper Bay-Hansen.
Uanset køn - her er tre råd
Lige meget om du er kvinde eller mand, så er der et par ting, der er værd at vide, hvis man vil eksperimentere med analsex. Særlig en ting skal man være opmærksom på.
- Det er vigtigt at lytte til en eventuel smerte, fordi smerter ved analsex ofte skyldes at stimuleringen ikke har været fugtig nok, at man går for hurtigt frem eller at vedkommende, der bliver penetreret, ikke slapper nok af, siger Jesper Bay-Hansen.
Derfor har Jesper Bay-Hansen også tre råd til dem, der vil eksperimentere med analsex, som kort kan koges ned til:
- 1
Brug glidecreme og rigeligt af det. Manglende fugtning er ofte årsagen til smerte ved analsex.
- 2
Slap af. Hvis man ikke slapper af, så kan det være svært at opnå en smertefri penetration - specielt af den indre ringmuskel, der ikke er under viljens kontrol.
- 3
Tag jer god tid. Ringmusklerne skal have tid til at udvide sig, så derfor skal man give sig god tid til at lægge et konstant tryk til ringmusklerne stille og roligt giver efter for trykket.
Og kondom er også ved analsex en god måde at beskytte sig mod sexsygdomme. Derudover kan en HPV-vaccinen Gardasil hjælpe med at beskytte mod kønsvorter og HPV-relaterede kræftformer - herunder give en vis beskyttelse på analkræft. Ved oralsex analt kan slikkelapper også beskytte mod sexsygdomme.
Hør mere om analsex i Tændt på P1 fra den 17. oktober. Du kan finde programmet her.