Snus dig frem til giftig plante

Den er ganske giftig, markant og smuk - men en helt særlig duft.

Stauden rejnfan blomster fra juli og ind i september. (© Scanpix)

Lige nu blomstrer planten rejnfan langs de danske grøftekanter og markskel. Og den markante plante med de gule blomster, der minder om margueritten uden de hvide blade, kan ses i store klynger, fortæller skovløber og naturvejleder John Theilgaard fra Sydlangeland til P1 Morgen.

Planten bliver mellem en halv og hel meter høj og er en staude.

- Det vil sige, at den visner ned om vinteren, men roden overlever og så spirer den igen om foråret, fortæller han.

Dens rødlige stængel har meget spredte og takkede blade og i toppen sætter den sine mangfoldige gule blomster.

Er giftig og dufter… sammensat

Blandt plantens særlige egenskaber, er dens markante og kraftige duft.

- Det skyldes et højt indhold af forskellige æteriske olier, blandt andet kamfer, forklarer John Theilgaard.

Det er svært at beskrive dens nøjagtige duft, da den er ganske sammensat, men naturvejlederen peger blandt andet på at den blandt andet har lidt tobak over sig.

Ikke desto mindre, anvendes den blandt andet i røgpustere til biavl, fortæller John Theilgaard. Af nogle biavlere.

- Den kan give en særligt kraftig og meget speciel røgduft, så bierne kan blive ekstra rolige, fortæller han.

Man har endvidere udnyttet plantens indhold af giftstoffet thujon. Både på mennesker og dyr.

For menneskernes vedkommende, har det været brugt mod smerter som gift, kramper og migræne.

- Men det anbefaler man ikke så meget længere, for den er altså ret så giftig og det skal man være varsom med, siger han.

Hos dyrene derimod, virker den glimrende mod orm i indvoldene, fortælle John Theilgaard. Fx høns har godt af at få en buket rejnfan, for at holde parasitterne i ave.

Tysk navn

Plantens specielle navn stammer ifølge John Theilgaard fra tysk: 'Rejn' betyder markskel, mens "fan" henviser til at det er en fane.

- Og det passer meget godt med at den vil vokse steder som i markskel, hvor der er tørt og samtidig næringsrigt pga gødning. Og samtidig er det ikke der man pløjer, så den har tid til at stå at etablere sig.

Rejnfanen blomster fra nu og ind i september. Gå efter de gule klynger eller den markante duft, som bliver endnu mere intens, hvis man knuser et blad mellem fingrene.

Facebook
Twitter