Søvnløs? Tag på telttur en weekend

Naturligt sollys og nattemørke kan hjælpe dig til at få en bedre døgnrytme.

Billedet er fra Rocky Mountains, hvor University of Colorado Boulder i USA laver forsøg med camping og døgnrytme. (Foto: University of Colorado Boulder © University of Colorado Boulder)

Hvis du har problemer med at sove, så kan bare en weekend i naturen gøre underværker.

For hvis du fylder så meget som muligt naturligt dagslys på dig selv om dagen og opsøger det ’ægte’ mørke om natten, kan lyset og mørket i naturen have en stor gavnlig indvirkning på din døgnrytme.

Du falder lettere i søvn og sover længere, og det har potentielt store sundhedsmæssige gevinster.

Faktisk kan så lidt som en campingtur i weekenden nulstille døgnrytmen, fastslår professor Kenneth Wright fra University of Colorado Boulder i USA.

Synkroniseret døgnrytme

Hvis du synes, at du har hørt den nyhed tidligere, så har forskeren faktisk lavet et lignede forsøg, som DR Viden skrev om i 2013.

I det forsøg flyttede man 8 personer med meget forskellige dagsrytmer ud under åben himmel i Rocky Mountains, og efter under en uges ophold havde alle synkroniseret deres døgnrytme.

Det er hormonet melatonin, der gør kroppen klar til at sove. Målinger viste, at da campisterne vendte hjem fra ugen i naturen, tiltog stoffet ved solnedgang og aftog nær solopgang. Campisternes indre ur var altså indstillet efter sommersolen.

Hvad betyder tidsperioden og årstiden?

Det nye forskningsprojekt her er en opfølger på det.

Kenneth Wright og hans kolleger ville nemlig vide, hvor kort tid der skal til for at justere døgnrytmen. Ligesom de ville vide, hvor stor en indvirkning årstidernes skiften har på mennesker.

Kenneth Wright mener, at hans resultater kan bruges i lysbaserede metoder til at øge arbejdsindsatsen, undertrykke sæsonbetonet depression og kurere søvnproblemer.

Weekendtur i Colorado-bjergene

I det første forsøg meldte 14 frivillige sig: 9 tog på campingtur i Colorado-bjergene i en sommerweekend. 5 blev hjemme.

Da campister vendte tilbage efter blot to dage, viste spytprøver, at indholdet af melatonin blev øget 1,4 timer tidligere.

- En weekend med naturligt lys var tilstrækkelig til at opnå 69 procent af de forbedringer, som vi tidligere har set i døgnrytmen efter forsøget med en uges udsættelse for naturligt lys, siger Kenneth Wright i en pressemeddelelse.

Campisterne fastholdt hjemme den regelmæssige søvntidsplan, og dermed forhindrede de det såkaldte ’sociale jetlag’, som mange kæmper med mandag morgen, fordi man står sent op og går sent i seng i weekenden.

Camping ved vintersolhverv

I det andet forsøg tog fem frivillige på camping i en uge tæt på vintersolhverv. Målinger viste, at de havde været udsat for 13 gange så meget lys om dagen ude i naturen, som en typisk ugedag i det hjemlige miljø i løbet af vinteren. De gik samtidigt tidligere i seng og sov længere.

Vel hjemkommet til byen steg mængden af Ole Lukøje-stoffet melatonin i de fem campisters spyt 2,6 timer tidligere.

Deres biologiske nat blev dermed forlænget til at passe til årstiden, når de ikke blev udsat for kunstigt lys, ganske som man ser det hos dyr.

- Man har troet, det var sådan, men aldrig påvist det, siger Kenneth Wright.

Sørg for at lukke naturligt lys ind

Professor Wright har flere bud på, hvad vi kan gøre, hvis vi har søvnproblemer, og vi ikke lige kan afsætte en weekend til at campere.

Vi skal sørge for at få mere naturligt lys om dagen og slukke for vores elektroniske bedste venner – smartphones og computere – længe før sengetid. Desuden bør moderne bygninger sørge for at lukke mere lys ind udefra.

- Vores resultater taler for, at arkitektonisk design bringer mere naturligt sollys ind i de moderne byggerier, og at belysningsfirmaer indarbejder en indstillelig belysning, der kan ændres hele dagen og natten for at forbedre menneskets ydeevne, sundhed og velvære, siger Kenneth Wright.

Undersøgelsen er netop blevet offentliggjort i tidsskriftet Current Biology.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter