Sorte og hvide næsehorn er ikke sorte og hvide

Forskellen på de to afrikanske arter beror derimod på en oversættelsesfejl.

Hvidt næsehorn, fotograferet i marts 2012 ved Limpopo-floden i det nordlige Sydafrika. (Foto: ALEXANDER JOE)

Det hvide næsehorn er ikke spor hvidt og har i øvrigt fuldstændigt samme grå farve som det nært beslægtede sorte næsehorn. De to arter lever mere eller mindre side om side i det centrale og særligt det sydlige Afrika.

Forskellen ses på snuden

Til gengæld er det hvide næsehorn i besiddelse af en bredere snude end det sorte. Og kaldes også det bredsnudede næsehorn. Farveforskellen er opstået ved noget så banalt som en oversættelsesfejl. Da de nederlandske kolonister boerne kom til Sydafrika kaldte de det hvide næsehorn for wijde, som i en fejlagtig oversættelse blev til ’white’- altså hvid. Udover at det hvide næsehorn har en bredere snude end sin sorte slægtning, er det også mere socialt anlagt.

Møgbunker holder styr på flokken

Mens det sorte næsehorn primært lever i ensomhed, vil de bredsnudede hvide næsehorn ofte opleves i mindre flokke.

Særligt hannerne har tætte sociale systemer, der styres via møgbunker, som de afmærker deres territorier. Heri lægger de enkelte hanner en hilsen for at meddele at de er i området. Og man kan således opleve hvordan næsehornslort stables op i kæmpemæssige dynger, ude i dets territorier. Bunkerne bygges op over tid af de dominerende hanner og suppleres af de unge hanner, der – som det ellers sjældent foregår i naturen – i høj grad accepteres i flokken af de gamle.

Krybskytteri er tæt på at udrydde næsehornet

Det hvide næsehorn er det rigest repræsenterede i Afrika. Ifølge rødlisten – oversigten over truede og sjældne arter - var der i 2010 godt 20.000 individer, mens der var knap 5000 tilbage af det sorte. Det er dog langt færre end i begyndelsen af 1900-talllet hvor der levede en halv million næsehorn i henholdsvis Afrika og Asien, fordelt på fem arter. I dag regner man med at der i alt er 29.000 individer tilbage. Dels har mennesket fortrængt næsehornenes naturlige levesteder, men det drastiske fald skyldes primært krybskytteri. Alene i 2014 slagtede krybskytter 1215 næsehorn i Sydafrika, et tal der det seneste årti er steget lige så eksplosivt som prisen på deres eftertragtede horn, der blandt andet indgår i traditionel kinesisk medicin, men i højere og højere grad også bliver et statussymbol i Asien – og specielt i Vietnam. Foruden de 2 afrikanske næsehornsarter, er der ganske få individer tilbage af de tre asiatiske indisk pansernæsehorn, Sumatra næsehorn og Java næsehorn.