Spækhugger er hverken fisk eller farlig

På engelsk hedder den Killer Whale, men den slår ikke mennesker ihjel.

(© Scanpix)

- Sejl for helvede! De er lige under os. Det er spækhuggere. Det er verdens farligste fisk. Sådan lyder det på videoen med de to lystfiskere, der forleden stødte på en flok spækhuggere i Nordsøen ud for Thy.

Men spækhuggere er hverken fisk eller for den sags skyld farlige, fortæller fiskebiolog i Dansk Sportsfiskerforbund Kaare Ebert til P1 Morgen.

- Hvaler er pattedyr, men man forstår godt at de kan tage fejl, siger han.

Den biologiske forskel er, at fisk har skel og gæller og formerer sig ved at lægge æg i vandet, som hannen efterfølgende befrugter.

Pattedyrene trækker vejret gennem lunger og har indre befrugtning.

Udbredt i hele verden

Selvom spækhuggere oftest befinder sig langt fra kysten, er det ikke første gang de er set langs de danske kyster, fortæller Kaare Ebert.

- De er strandet i Danmark mange gange, fortæller han. Blandt andet i 1995, hvor en flok strandede på Mandø i Vadehavet ud for Ribe.

Efter mennesket er spækhuggeren klodens mest udbredte pattedyr og findes i alle verdenshave, fra syd til nord.

Er man ikke en sæl, en blæksprutte, en sild eller en laks - eller andet, der bevæger sig i vandet, er spækhuggere ganske ufarlige. De spiser i hvert fald ikke lystfiskere, fortæller Kaare Ebert.

- Der er ingen eksempler på, at spækhuggere i naturlige omgivelser, har bidt et menneske, forsikrer han. De eneste og meget få tilfælde hvor mennesker er omkommet på grund af spækhuggere, har ifølge Wikipedia været pga. drukning eller forfrysninger.

Sociale dyr

- Det specielle ved spækhuggere - og mange andre hvalarter i øvrigt - er, at de er meget sociale dyr, fortæller Kaare Ebert.

Han gætter på, at flokken som lystfiskerne mødte, var en mor og hendes afkom fra de sidste 2-4 yngleperioder.

Spækhuggere bliver kønsmodne omkring 15-20 års alderen og moren kunne godt være 30-40 år mens hendes afkom er mellem 10 og 20.

Natursyn på P1 lavede i 2012 en hel udsendelse om Den Store Dræber, der kan høres her.

Facebook
Twitter