Forældre kan opleve samme jubelfølelse som børnene, når børnene har sportslig succes; scorer mål, vinder, sætter personlige rekorder og lykkes med en øvelse, de har trænet længe.

Sommetider kan man tage turen med ned ad rutchebanen, når tingene ikke lykkes, mens man forsøger at opmuntre på bedste beskub og fremhæve det positive.

Og man opfordrer børnene til at tage til træning, når de er trætte ud fra devisen: Du kører altid glad hjem fra træning, og du er en del af et hold og skal passe din træning.

Forældrenes deltagelse er uhyre vigtig, men man skal huske, at det er børnenes projekt og ikke ens eget, siger Reinhard Stelter, der er professor i idræts- og coaching-psykologi på Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet.

Undgå at sætte børnene under pres

Ny, norsk forskning viser, at hvis børn med sportstalent skal få sportslig succes, afhænger det især af børnenes lyst til at træne, og om de har fysik til at træne meget - 10.000 timer i løbet af 10 år. Den forskning skrev dr.dk/viden om i går.

Reinhard Stelter underviser i coaching og coachingpsykologi, og han har blandt andet arbejdet med gruppecoaching på Team Danmark-linjen på Falkonergårdens Gymnasium for elite-idrætsudøvere på tværs af flere idrætsgrene.

For tiden forsker han i coaching og fodbold hos drenge med overvejende migrationsbaggrund.

Han mener, at forældrene og træneren også har en afgørende rolle for, om børnene lykkes.

Når familien styrer sporten

- Det værste er, hvis forældre begynder at få ambitioner på deres børns vegne. Man må ikke sætte barnet under pres, fordi man som forælder selv har en ambition, siger Reinhard Stelter.

Reinhard Stelter nævner et eksempel på en atlet, der var rigtig god til en sportsgren, men som var ved at miste lysten.

Så gav en bedsteforælder barnet en meget dyr ting til brug i sporten. Men gaven satte enormt pres på atleten. Og det endte med, at atleten stoppede med sporten i en alder af 15 år.

- Det er enormt svært for børn at sætte sig imod forældrene, for forældrene gør det jo med kærlighed, men det kan føre til, at børnene oplever det som meget stressende, siger Reinhard Stelter.

Barndomsliv med præstationskrav

Han peger på, at der generelt i vores kultur er et krav om at være god, fx skal man have gode karakterer i skolen.

- Det er et enormt stressende barndomsliv. Og så sætter man måske endnu et krav op, at de udover at være gode i skolen skal være gode til idræt, siger Reinhard Stelter.

- Jeg synes, at det er vigtigt, at man går i dialog med barnet, og som forælder holder sig tilbage fra at have ambitioner på barnets vegne, siger han.

Han erkender, at det er en balancegang, hvor man som far og mor på én og samme tid både skal støtte op om sporten og vise sin interesse for barnets sportslige præstationer, men også holde sig tilbage.

Stik fingeren i jorden

Man skal stikke fingeren i jorden, og når det er synligt, at der hos barnet er opstået tvivl omkring sporten, skal man tale med barnet om det.

Nogle gange kan en god snak være nok til, at barnet kan komme videre og komme over tvivlen omkring sportskarrieren.

- I andre situationer skal man måske sige, at man godt forstår, at det bliver for meget for barnet, siger Reinhard Stelter.

- Og at du har talent for mange andre slags sport. Måske kan du finde en sport, hvor du ikke skal træne så meget, men hvor du alligevel kan bruge dig selv og være glad, forklarer han.

Sportslig ensidighed gør sårbar

Forskning har flere gange fastslået, at for tidlig specialisering, hvor barnet allerede fra lille kun dyrker én slags sport, kan give bagslag.

Ofte ser man familier, hvor forældrene tidligere har haft en sportskarriere inden for sporten, og nu dyrker alle børnene samme sportsgren.

Det er meget vigtigt, at forældrene sørger for alsidighed, for ellers risikerer man, at børnene mister deres identitet, hvis de pludselig er nødt til at stoppe med sporten, forklarer Reinhard Stelter:

- For der kan komme skader, hvor barnet er udenfor, og det skal helst ikke gå sådan, at folk knækker mentalt, fordi de ikke kan dyrke deres idræt mere. De kan føle sig fuldstændig fortabte, hvis de kun har udviklet deres identitet gennem sporten, siger Reinhard Stelter.

En bredde at danne identitet på

Specielt inden for holdspil som fodbold kan man 18, 19 år gammel opdage, at ens talent ikke rækker til en stor karriere, eller at knæet er i stykker, så karrieren ikke bliver til noget.

- Det er vigtigt, at de bevarer et bredere perspektiv og dyrker andre sider af sig selv i stedet for at stirre sig blind på fodbold, eller hvad de har gang i og dyrker, siger Reinhard Stelter.

- Der er det vigtigt at have en bredde i sit liv - for at kunne udvikle flere identiteter, siger han.

Biomekanisk hæmsko

Når talentfulde børn pludselig brænder ud præstationsmæssigt og bliver overhalet af jævnaldrende, behøver det ikke handle om manglende træningsihærdighed eller talent.

Det kan lige så godt være biologisk og fysiologiske årsager, der spiller ind.

- Hvis man elsker at spille basketball og drømmer om en karriere, dur det ikke, at man kun bliver 176 cm høj, forklarer Reinhard Stelter.

Generne har en finger med i spillet

I det tidligere DDR (Østtyskland) var man meget målrettet, når man udvalgte atleter til de forskellige sportsgrene. Atleterne, der var lidt tungere og mere muskuløst bygget, blev valgt ud til fx kuglestød og diskoskast.

Der kan det være godt, at forældre og trænere taler med børnene om det, fordi det ellers kan føre til personlige nederlag.

I de situationer tæller netop alsidigheden også positivt ind og kan være afgørende for, at børnene ikke oplever det som et enormt og voldsomt tab, at de må droppe en sportsgren, mener Reinhard Stelter.

Kig efter glæde

Sportslig succes handler om lysten til at træne. Og der hviler ansvaret også på træneren.

- Det vigtigste budskab til træneren er, at det skal være glæden, der driver værket hos atleten. Når glæden ikke er der mere, dur det ikke, siger Reinhard Stelter.

Han peger også på, at der i klubben skal være et træningsmiljø, hvor man snakker om tingene og støtter op om hinanden.

Træneren skal være coach

Udover at hjælpe idrætsudøveren med at mestre selve sporten teknisk og resultatsmæssigt, skal træneren også være coachende.

Hvis træneren kan se spillere eller atleter, hvor det er meget op ad bakke, skal træneren turde tage en snak med idrætsudøveren og sige, at man kan mærke, at barnet er træt og trist, og spørge om det har lyst til at snakke lidt om det.

- Det er den måde, man kan undersøge det. Træneren er jo nærmest en forældreerstatning nogen gange, siger Reinhard Stelter.

Trænerne bruger utrolig meget tid sammen med børnene, og det er vigtigt, at man som træner opdyrker en dyb menneskelig tillidsrelation til sine atleter.

- Uanset om det handler om fodboldhold, badminton, atletik eller svømning og uanset niveau, siger han.

Holdånden skal præge træningen

Når det hele spiller rigtigt, er det også vigtigt, at børnene føler, at de dyrker en holdsport, selv om de går til idrætsgrene som svømning og atletik, der er mere individuelle sportsgrene, hvor atletens egen præstation tæller.

Det er godt, når børnene mentalt opfatter en idrætsgren som en holdsport, forklarer Reinhard Stelter:

- Selvfølgelig er der det daglige slid med hård træning, men det skal generelt være glæden, der driver værket.

- Der kan kammeratskabet bære igennem. Dét at man støtter op omkring hinanden, så man bevarer lysten til at bruge så megen tid på sport i sit liv, siger Reinhard Stelter.