Forskningen på området er begrænset, men forsøg har vist, at hovedparten af væsken fra kvindelig ”ejakulation” er urin.
Ledende overlæge Astrid Højgaard fra Sexologisk Center på Aalborg Universitetshospital er med på, at kvinderne ville foretrække et andet analyseresultat.
- Der er mange følelser knyttet til det her. Jeg har tænkt over, hvordan det kan være, at det er så uacceptabelt for kvinder at købe den præmis, at det kunne være urin, fortæller hun i radioprogrammet ”Tændt” på P1.
Overlægen mener, at tabuer omkring urin og inkontinens er en del af forklaringen. Men det opfordrer hun kvinderne og deres partnere til at sætte sig ud over.
- Der er ikke noget farligt ved det. Det er ikke ækelt. Det er ikke snavset. Så egentlig kan jeg ikke forstå, hvorfor det er så frygteligt, siger Astrid Højgaard.
Fransk undersøgelse
En lidt ældre videnskabelig undersøgelse, udarbejdet af en række franske gynækologer i Paris, brugte syv kvinder til at løse det store mysterium omkring sprøjteorgasme.
Resultatet var klart. Ifølge forskerne var det meget tydeligt, at de sprøjteorgasmiske kvinder ufrivilligt tømmer blæren ved orgasme.
De syv udvalgte kvinder i undersøgelsen havde en hyppig tendens til sprøjteorgasme - enten under samleje eller onani. Derudover blev kvinderne undersøgt før, under og efter den seksuelle akt.
Før den deltagende kvinde blev efterladt alene eller sammen med sin partner i undersøgelserummet, skulle kvinden tømme blæren for urin.
Med en ultralydsscanning af bækkenet blev det konstateret, at blæren var tom. Derefter var det tid for kvinderne til at kæle med sig selv eller dyrke sex med deres partnere.
Blæren fyldes op med urin under sex
Før den seksuelle ophidselse nåede klimaks, fik kvinden foretaget en ny ultralydsscanning. Den viste, at blæren lige så stille blev fyldt op med urin under den seksuelle akt.
Ved sprøjteorgasmen blev væsken omhyggeligt samlet op og sendt til analyse. En afsluttende ultralydsscanning efter sprøjteorgasmen afslørede, at blæren nu igen var tom hos alle syv kvinder.
Analyserne af væsken bekræftede, at der var tale om urin.
Oprør på de sociale medier
Efter at de franske forskere gav deres svar på en af de helt store sexmyter, gik et utal af kvinder på Twitter-barrikaderne med hashtagget #notpee. Det satte for alvor gang i den sexpolitiske debat, hvor flere kvinder følte, at deres seksuelle lyster blev undertrykt og latterliggjort.
Resultatet af den videnskabelige undersøgelse kom i kølvandet på, at England indførte forbud mod porno, der inkluderer sprøjteorgasme. Begrundelsen var, at urinsex er uanstændigt.
Overlæge Astrid Højgaard fra Sexologisk Center mener, at den engelske stillingtagen er unødvendig.
- Jeg kan ikke forstå behovet for at regulere, hvad der foregår blandt voksne mennesker hjemme hos dem selv i et soveværelse. Det er en ret fredelig form for seksualitet og nydelsesfuldt for de mennesker, der oplever det. Så fred være med det, siger hun.
Debatten er ikke nået ud til alle kvinder
Pia Struck, seksualterapeut og underviser i at forbedre orgasmer, synes den franske undersøgelse er noget firkantet:
- Undersøgelsen bygger på syv kvinder - hvad med alle de andre? Jeg mener simpelthen ikke, at debatten er nået ud til alle kvinder, siger hun.
Pia Struck synes ikke, at den franske undersøgelse bidrager med noget godt:
- Hver 10. kvinde sprøjter helt naturligt. Når sådan en undersøgelse kommer frem, vil flere kvinder undertrykke deres seksuelle lyster, siger hun.
- Når de ligger i sengen med en fyr og får en sprøjteorgasme, og fyren så udbryder "Ad, du har tisset!", ødelægger det hele den seksuelle oplevelse. Der er stadig mange kvinder, der skammer sig, og det skal vi undlade at forstærke, mener Pia Struck.
Du kan høre meget mere om sprøjteorgasmens anatomi i Tændt på P1.