Stephen Hawking-foredrag udsolgt på få minutter

Tusindvis af mennesker ville have billetter til stjerneforskerens foredrag om sorte huller i DR Koncerthuset.

Stephen Hawking kommer til Danmark i august. Arrangøren kunne have solgt 15.000 billetter til hans foredrag om sorte huller. (Foto: NA © Type 2)

Danskerne er øjensynligt fuldstændigt tossede med teoretisk fysik.

I hvert fald blev et foredrag til august med den verdenskendte teoretiske fysiker Stephen Hawking i DR Koncerthuset udsolgt på nul komma fem her til formiddag.

- Billetsalget er at sammenligne med en af de helt store rock- eller popkunstnere. Det er fantastisk, siger Jordi Roig, der er kommerciel direktør i Billetlugen, som stod for salget af billetterne.

Billetsalget startede klokken 10.00 og allerede klokken 10.18 var alle billetterne væk. Men ifølge Jordi Roig kunne billetterne have været solgt på under fem minutter - hvis systemet var sat op til det.

- Vi havde PJ Harvey til start samtidigt og mønstret var det samme. Og hun kommer altså lige fra en koncert på Roskilde Festival til seks stjerner, siger han.

Kunne have solgt over 15.000 billetter

Faktisk var der så mange i kø, at Carlsberg Fonden, der arrangerer foredraget, kunne have solgt næsten ti gange så mange billetter, som der er plads til i DR Koncerthuset, vurderer Jordi Roig.

- Vi havde lige knap 6000 mennesker i kø inden billetsalget startede. Normalt køber folk 2,3 billetter per transaktion, så allerede inden salgsstarten var efterspørgslen altså på omkring 15.000 billetter, siger han.

Der er desværre kun plads til 1800 mennesker i DR Koncerthuset, så mange har forladt køen skuffet.

Mange sad i kø til at få billetter til Stephen Hawking-foredraget forgæves. Her et screenshot fra køen taget af tidligere DR vært Søren Storm. (© Søren Storm)

Bliver ikke flyttet til et større sted

Havde Stephen Hawking været en rockmusiker, havde man normalt haft en plan B, hvor koncerten bliver flyttet til et større spillested. Men det bliver ikke tilfældet her. Også selvom der er en venteliste til arrangementet.

En af grundene til den store interesse for foredraget er ifølge Jordi Roig sandsynligvis også, at billetprisen til foredraget bevidst er holdt relativt lav, så også studerende havde mulighed for at få adgang.

Verdenskendt fysiker

Stephen W. Hawking afholder sit foredag "Quantum Black Holes" den 24. august.

Han er en af verdens absolut førende teoretiske fysikere, som især er kendt for sine teorier om sorte huller og universets oprindelse. Han har blandt andet lagt navn til en speciel type stråling fra sorte huller, der i dag kaldes Hawking-stråling.

Han har desuden skrevet flere populærvidenskabelige bøger, som fx "A Brief History of Time" og blev i 2014 afbilledet i filmen "Teorien om Alting".

Stephen Hawking lider af den alvorlige sygdom ALS, der har betydet, at han i dag er lammet og blandt andet taler ved hjælp af en computerstemme.