Professor Stephen Hawking har opfordret verdens førende rumnationer til at sende astronauter til Månen igen. Helst allerede i 2020.
Samtidig opfordrer han til, at menneskeheden sætter kursen mod Mars allerede i 2025. Det skriver BBC.com.
Opfordringen blev givet i forbindelse med den igangværende Starmus Festival, der lige nu bliver afholdt i Trondhjem i Norge. Festivalen er en fejring af videnskab og kunst.
Næste skridt for menneskeheden
Professoren opfordrer i sin tale til, at verdens nationer skal arbejde sammen for at sende menneskeheden ud i rummet til gavn for kommende generationer.
- Spredning ud i rummet vil fuldstændig ændre menneskehedens fremtid, sagde han til festivalen og tilføjede:
- Jeg håber, at vi kan samle konkurrerende nationer om at nå et fælles mål, så vi sammen kan imødegå den fælles udfordring.
Og det er nødvendigt, at vi handler nu, fortæller han. Fordi Jordens ressourcer er truede.
Spredning til andre planeter er vigtigt
Set i lyset af, at vi stadig har voldsomme problemer med vores egen klode - ikke mindst klimaforandringer, så mener professoren, at vi bør rette opmærksomheden mod stjernerne.
Han er fuldstændig uenig med den amerikanske præsident Donald Trumps nedskæringer i kampen mod klimaforandringer og lægger vægt på, at det gør det endnu mere nødvendigt, at vi rejser ud i rummet. Jordens ressourcer er ikke uendelige, og klimaforandringerne truer. Hvis fremtidige generationer skal have en chance, skal menneskeheden brede sig.
- Vi er ved at løbe tør for plads på Jorden, og det eneste sted, vi kan rejse hen, er andre kloder. Det er på tide, at vi udforsker andre stjernesystemer. Spredning er måske den eneste handling, der kan sikre, at vi redder os fra os selv. Jeg er overbevist om, at mennesket skal forlade Jorden, sagde han.
Men selvom en stemme som Stephen Hawkings lægger op til, at vi igen bør sætte støvleaftryk på Månen og Mars som næste skridt i retning mod stjernerne, så er det usikkert, hvad fremtiden bringer. NASA har netop uddannet et nyt kuld på 12 astronauter, men tech-websitet Ars Technica skabte for nyligt tvivl om, hvorvidt NASA satsede på at nå Mars i 2030, der ellers tidligere har været planen.