Stjernestøv fra det ydre rum måske fundet

15 år gammelt forskningsprojekt har muligvis indsamlet støv fra det interstellare rum.

Rumsonden Stardust, da den returnerede til Jorden i 2006 efter syv års indsamling af stjernestøv. Meget tyder på den også have sager med fra det ydre rum. (© NASA)

Da rumsonden Stardust i starten af 2006 landede, efter et syvårigt eventyr, der primært handlede om at indsamle støvpartikler fra kometen "Wild 2," havde den også en række bonuspartikler med retur fra det ydre rum.

Ser det ud til.

Det drejer sig om i alt syv partikler, som er anderledes end hvad vi normalt har kendt til og ifølge forskerne bag opdagelsen, kan de meget vel stamme fra en supernovaeksplosion.

Fundet er beskrevet i det videnskabelige tidsskrift Science, men forskerne understreger, at der skal laves yderligere undersøgelser af partiklerne for endeligt at kunne bekræfte, om der er tale om såkaldte interstellare partikler.

Støvpartikler minder om snefnug

Men hvis de har fat i hvad de regner med, er det første gang nogensinde, at man har fået fragtet fysiske emner udefra solsystemet til Jorden.

- I stedet for at studere interstellart støv med teleskop, kan vi nu studere dem i mikroskop, fortæller Andrew Westphal til sitet Space.com. Han er forsker i planeter på University of California og hovedforfatter på beskrivelsen.

Forstørret billede af en af de interstellare partikler. Det særlige ved den er dens kemiske sammensætning og dens snefnugsagtige struktur. (© Stardust ISPE/ NRL)

De syv partikler er, i deres kemiske sammensætning, langt mere komplekse, end man hidtil har set og særligt de to største får særligt meget opmærksomhed.

De er to tusindedele af en millimeter i diameter og har en fnugget struktur, der minder om sne.

- Ved at analysere interstellart støv, kan vi bedre lære at forstå vores eget ophav, siger Andrew Westphal.

- På samme måde som folk tager til Afrika for at lede efter 4,5 millioner år gamle fossiler, kigger vi på det stof, som skabte vores solsystem for 4,5 milliarder siden, fortsætter han.

Fik hjælp af godt 30.000 frivillige

For at lokalisere de syv partikler, har forskerne skullet se mere end en million digitale fotografier igennem af de indsamlede støvkorn.

Til at hjælpe sig med den omfattende opgave, havde universitetet inddraget offentligheden og gjort partikelsøgningen til et såkaldt citizen science projekt, der endte med at inddrage i alt 30.714 frivillige såkaldte dusters, der hjalp med at analysere og gennemse fotografierne via et særligt website.

Og hvad de mange frivillige reelt har fundet og hvad dets betydning for forståelsen af vores solsystem er, er endnu for tidligt at sige.

- Det her er vores første glimt af forskellighed og kompleksitet af interstellare partikler. Det er endnu for tidligt at sige hvad vi reelt kan lære af vores fund, siger Andrew Westphal, der måske kan få endnu flere positive overraskelser fra støvbunken.

Ifølge forskerne kan der vise sig at være flere interstellare støvkorn i samlingen, der endnu ikke er analyseret til bunds.

Facebook
Twitter