Store metanhuller skræmmer forskerne: Kan være første endegyldige bevis på global opvarmning

Tre huller i den russiske tundra menes at være skabt af metangas, der er blevet frigivet som følge af varmere klima.

- Vi er i konsekvensernes tidsalder.

Sådan beskriver glaciologiprofessor og klimaekspert Jason Box fundet af tre huller i den sibiriske undergrund, overfor news.com.au.

Hullerne, hvoraf det største er 75 meter i diameter og 70 meter dybt, menes at være skabt af metangas, der er blevet frigivet som et resultat af højere temperaturer.

Det største af metanhullerne, her fotograferet fra luften, befinder sig blot 40 kilometer fra det største gasfelt i Rusland. (© AP)

Dømmer vores børn til at bo på ophedet Jord

Metangassen menes at være bundet i den sibiriske permafrost. Men fordi området, der kendes som Yamal-regionen, har oplevet markant højere temperaturer de seneste år, er en del af frosten blevet optøet og gassen frigivet.

Gaslommen har derfor vokset sig større og større, indtil trykket blev for stort på den overliggende jord og gassen er brudt igennem og derved skabt hullerne.

Det bekymrer eksperter, fordi metan er en drivhusgas, der er omkring 30 gange mere potent end CO2.

- Hvis vi ikke får gassen sænket og kølet i de arktiske områder, peger al teori og alle observationer på, at vi vil udløse disse enorme carbonlagre og dermed dødsdømme vores børn til en ophedet Jord.

- Det er et hårdt udsagn, når dit bekymringsbudget i forvejen er fuldstændig opbrugt, som er tilfældet for de fleste af os, lyder det fra Jason Box.

Kan hænge sammen med gasindustrien

Metangas bliver udvundet af Rusland og brugt som naturgas som en del af russernes massive gaseksport.

Netop i Yamal-regionen bliver der udvundet rigtigt meget gas, og det største af metanhullerne ligger kun 40 kilometer fra Ruslands største gasfelt Bovanenkovo.

Om der er en direkte sammenhæng, kan forskerne endnu ikke påvise. Men det kan få stor betydning for den russiske gasindustri, hvis flere metanlommer fører til underjordiske eksplosioner.

Se videooptagelse af det største metanhul i toppen af artiklen.

Facebook
Twitter