Surt havvand kan ødelægge fiskeriet

Verdenshavene har fået nok CO2 og er ved at blive for sure til plankton og rejer.

Hvis havvandet fortsætter med at blive surere, kommer det til at ramme fiskerinationer overalt i verden. (Foto: Tomasz Sienicki © Wikimedia commons)

Fisk og hvaler lever af plankton. Mange arter af dyreplankton har et ydre kalkskelet. Men plankton med kalkskeletter bliver truet af syre fra vores CO2-udslip.

De store verdenshave har hidtil optaget halvdelen af den CO2, vi har sluppet løs siden industrialiseringen begyndte i 1800-tallet. Det vil sige, at havene har opløst halvdelen af udslippet. Men opløsningen af CO2 har gjort havene sure. Faktisk er de blevet hele 30 pct. mere sure end før industrialiseringen, hvis man måler deres PH-værdi.

Nok CO2

Nu har verdenshavene fået nok CO2, og de kan ikke længere opløse så meget af den. Derfor regner forskere med, at havvandet fremover kun vil kunne optage en fjerdedel af vores udslip. Det forklarer Hans Meltofte, som er seniorforsker på Aarhus Universitet. Og hvis man så tror, at et mindre CO2-optag hjælper på havenes syrlighed, så tager man fejl.

- Det betyder, at vandet bliver endnu mere syreholdigt, sådan at kalkdannede organismer ikke længere kan danne kalkskaller, siger Hans Meltofte til dr.dk/viden.

Kalkdannede organismer er fx snegle, som slæber rundt med et lille kalkhus på ryggen og mange krebsdyr, som har en kalkskal, fx rejer. Men det er også mange af de planktonarter, som fisk og hvaler lever af. Syre opløser nemlig kalk, og plankton vil få problemer med at opbygge deres ydre kalkskaller - og uden dem overlever de ikke. De arktiske have rammes ekstra hårdt, fordi koldt vand kan optage mere CO2 and varmt vand.

Skader måske fiskeriet

Men det betyder ikke nødvendigvis, at fisk og hvaler ikke længere kan få mad. Andre planktonorganismer, som ikke har kalkskaller, kan overtage rollen som fiske- og hvalføde. Men det vil komme til at vende op og ned på havenes økosystemer - og sandsynligvis påvirke fiskeriet.

Der har tidligere været problemer med for sure søer i fx Sverige og Finland, som blev påvirket af svovl fra fyringsolie. Men nu er det ikke bare søer i Norden, som bliver forsuret. Det er verdenshavene.

- Og så er det ikke "kun" Afrika, der kommer til at lide under klimaændringer. Det er fiskerinationer overalt i verden, siger Hans Meltofte, som mener, at det er at spille hasard med havets økosystemer, hvis man bare håber på, at andre planktonarter fylder fisk og hvaler maver.

Facebook
Twitter