Svensk polarhelt begik måske selvmord

Gåden om Andrée-elspeditionens sørgelige endeligt på Hvideøen i 1897 opklares i en ny bog

Andrée-monumentet på Hvideøen. Her døde Ekspeditionens deltagere i 1897. (Foto: Jens Olesen)

Der er ikke noget at komme efter på Hvideøen. En gang besøgte fangstmænd øen for at skyde hvalros og isbjørn. Men det er slut nu, for Sysselmannen på Svalbard har fredet fangstdyrene.

I dag bliver Hvideøen kun besøgt af krydstogt-turister, der besøger Andrée-ekspeditionens dødslejr. Alt hvad de ser, er et mindemonument på den kolde, øde strand foran den lysende kuppel af is, der dækker det meste af øen.

På denne strand lå de tre døde mænd fra Andrée-ekspeditionen og nogle hundrede kilo af deres udstyr i permafrosten i 33 år, før de tilfældigvis blev fundet af norske fangstmænd i 1930.

I ballon mod Nordpolen

I sommeren 2000 fløj den britiske ballonskipper David Hempelmann Adams fra Svalbard til Nordpolen og retur i varmluft-ballonen ”The Britannic Challenger”. Den svenske ingeniør S.A.Andrée forsøgte at gøre den samme rejse med brintballon i 1897, men han måtte nødlande på pakisen 800 km fra Nordpolen, og de tre ekspeditionsdeltagere vandrede tilbage til Svalbard over de ufremkommelige isskruninger.

Andréemændene døde straks efter landgangen på Hvideøen, og siden fundet af deres levninger har alverdens forfattere, forskere, læger og journalister gransket deres dagbøger, gisnet og fantaseret for at finde årsagen.

Indtil for nyligt handlede alle forklaringer på Andréemændenes død om udmattelse og om sygdomme eller forgiftninger som de pådrog sig under den lange vandring over pakisen. Den grundliggende forestilling har været at de kun med nød og næppe asede sig i land, hvorefter deres liv langsomt ebbede ud.

De kunne have overlevet

I sin bog ”Expeditionen. Min Kärlekshistorie” præsenterer den svenske læge Bea Uusma en ny tolkning af begivenhederne på Hvideøen for 118 år siden. De bygger på hendes egen grundige gennemgang og revision af alt materialet fra dødslejren, samt obduktionsrapporten, der har ligget upåagtet i arkiverne siden 1930.

Hun mener at de tre mænd var rimeligt raske og lige så vel i stand til at overleve som for eksempel de norske polarhelte Nansen og Johansen, der overvintrede på Franz Josef Land i 1895 og kom levende hjem. Andréemændenes død er kommet som et lyn fra en klar himmel.

Botulismeforgiftning er en mulighed, men ikke særligt sandsynlig efter Uusmas vurdering. I sin bog præsenterer hun en begivenhedskæde, som ender med at Andrée pludselig sidder alene tilbage på Hvideøens gudsforladte strand og begår selvmord med de sidste morfinpiller i ekspeditionens medicinkasse.

Selvmordsteorien er kontroversiel, men plausibel

Siden Andréemændenes heltebegravelse i Stockholm i 1930 har det været svært at pille ved Andrées officielle glorie. Det skyldes nok ikke mindst hans kæreste, Gurli Linder, der indtil sin død i slutningen af fyrrerne så det som sin livsopgave at ”hålla minnet efter Andrée och hans expedition kemiskt rent från allt som kunde ifrågasätte dådkraften”, som historikeren Sven Lundström udtrykker det.

Men måske er tiden moden til at overveje den mulighed at Andrée begik selvmord. Håkan Jorikson, der leder Grennamuseet (i folkemunde ”Andréemuseet”) nær Jönköping synes at Uusmas beviskæde er meget overbevisende, og han påpeger at Andrée havde meget tætte bånd til Nils Strindbergs familie. Det var Strindberg der døde først, og det var ifølge Uusmas teori hans pludselige død, der startede den hurtige kædereaktion af dødsfald.

Ifølge den nye teori har Andrée pludselig siddet alene tilbage på Hvideøen med udsigt til fire måneders uafbrudt polarmørke. I den situation kan tanken om at vende hjem med en død Strindberg til hans familie have været den dråbe, der udløste en akut depression.

Bogens titel: "Expeditionen. Min kärlekshistorie" af Bea Uusma Norstedts Forlag, 2013

Facebook
Twitter