De sydamerikanske bladskærermyrer lever i underjordiske hulrum, hvor de dyrker hundredvis af svampehaver, som hver især er på størrelse med en fodbold.

Og sådan har svamp og myre levet side om side i ti millioner år til stor gavn for dem begge.

Svamp og myre fodrer hinanden

Svampene hjælper myrerne ved at danne nogle små ’madpakker’, som indeholder blandt andet fedtstoffer, enzymer og aminosyren arginin.

Enzymerne hjælper myren med at nedbryde maden i tarmen, og arginin er livsnødvendigt for myren, som ikke selv kan danne netop denne aminosyre.

Til gengæld for de gode madpakker passer og plejer myrerne svampehaven ved at hente blade, som de tilmed klipper i små stykker og serverer til svampen, og de fjerner ukrudt både manuelt og med giftstoffer, som de får fra bakterier og fra egne kirtler.

Derudover gøder myrerne svampen ved at lægge en dråbe afføring sammen med de blade, de serverer.

En dråbe afføring får svampen til at vokse hurtigt

En dråbe afføring indeholder nemlig nogle enzymer, som hjælper svampen med at nedbryde bladene lynhurtigt, sådan at den også kan vokse hurtigere.

Og disse enzymer i myrernes afføring kommer faktisk fra den madpakke, som svampen har lavet til myrerne, og som myrerne dermed giver tilbage til svampen.

Myrerne dyrker altså deres svampehaver omhyggeligt, og det begejstrer Henrik Hjarvard de Fine Licht fra Institut for Plante og Miljøvidenskab på Københavns Universitet, som er hovedforfatteren bag et nyt studie om de to organismers symbioseforhold.

- Vi synes jo, at de er enormt fascinerende, og at det er helt utroligt, at de har dyrket landbrug i så mange millioner år. Vi mennesker har jo kun gjort det i 10.000 år, siger han.

Bladskærermyrerne lever i gigantiske kolonier

Og det utrolige samarbejde er måske årsagen til, at bladskærermyrer kan leve i enorme kolonier med over fem millioner indbyggere.

- Det er nærliggende at tænke, at de kan opretholde en stor population, fordi de har opfundet landbruget. Lidt det samme skete for mennesket, da vi gik fra at være jæger-samlere til selv at producere maden, så kunne vi være flere, siger Henrik Hjarvard de Fine Licht.'

Til sammenligning er der kun nogle tusinde i kolonier af den sorte havemyre, som vi finder på terrasser rundt omkring i landet, og selvom den danske skovmyre kan lave rigtig store kolonier, så er de sjældent mere end én million.

Dog påpeger forskeren, at der findes andre myrer, blandt andet hærmyren, som kan blive rigtig mange, selvom de ikke dyrker landbrug.

Myren ødelægger plantager og veje

Når det går så godt for bladskærermyren er det dog på bekostning af blandt andet plantager, parker og veje i de områder, hvor den lever.

Bladskærermyrerne klipper nemlig bladene i stykker på både træer og buske for at få foder til deres svampehave, og idet de er så mange, er de i stand til at fjerne alle blade fra en busk i løbet af én nat.

Derudover bor de i underjordiske hulrum, hvor de også dyrker svampene, og da disse hulrum tilsammen kan være på størrelse med et ti kvadratmeter stort lokale, kan myren underminere både stier og veje ovenover.

Nyt studie kan måske hjælpe bekæmpelsen af myren

Med det nye studie har forskerne fået en bedre forståelse af, hvilke gener og proteiner, der gør svampen i stand til at producere ’madpakker’ til myrerne, og de har opdaget, at madpakken indeholder aminosyren arginin, som myrerne ikke selv kan danne.

Og ved at forstå de mekanismer bedre, bliver det måske i fremtiden muligt at udvikle stoffer, som forstyrrer de to organismers indbyrdes forhold og dermed bekæmper dem.

Udviklingen af sådan et middel er dog ikke formålet for forskerne på Københavns Universitet, som undersøger myrer og svampe fra et grundvidenskabeligt perspektiv og for at forstå deres evolution.

- Men derudover kan vi se via feltarbejde i blandt andet Panama, at myrerne har en enorm økonomisk betydning i forhold til landbrug, så jeg kan godt sætte mig ind i, at man gerne vil bekæmpe dem, siger Henrik Hjarvard de Fine Licht.

- Men jeg ville selv have det lidt underligt med at stå og hælde gift ned i deres bo.