Træksommerfugle kan flyve til Spanien på to dage

Flere sommerfuglearter har travlt med at fylde depoterne op til rejsen sydpå. Rejsetiden afhænger af vinden.

Tidselsommerfuglen er en af de mest udbredte dagsommerfugle i verden. I Danmark har vi cirka hvert 10. år et stort tidselsommerfugle-år. Lige nu er sommerfuglene på vej til at flyve sydpå. (Foto: Kabir Bakie © Kabir Bakie og Wikimedia Commons)

Der er sommerfugle alle vegne netop nu – og ude ved kysterne kan man især møde tre arter, der gør klar til en længere flyvetur.

Admiralen (Vanessa atalanta), kålsommerfuglen (Pieris sp.) og tidselsommerfuglen (Vanessa cardui) kaldes træksommerfugle. De forlader i disse måneder landet for at flyve til fx Sydspanien for vinteren.

- Det er det fantastiske ved sommerfuglen. Man tror ikke, at den kan klare flyveturen, for den er så følsom og skrøbelig. Men alligevel kan den flyve mange tusinde kilometer. Det er egentlig fuldstændig vanvittigt, siger naturvejleder ved Vadehavscenteret Klaus Melbye i P1 Morgen.

Optankning til 36 timers flyvetur

Træksommerfuglene er lige nu ved at spise sig stærke i sukkeret fra nedfaldsfrugter. Og så sidder de i solen sammen og bliver varmet op for at samle energi.

Undervejs bliver sukkeret i frugtsaften omdannet til fedt, og det er nødvendigt, for sukker er for tungt at flyve med, forklarer Klaus Melbye.

Fedtet derimod indeholder dobbelt så meget energi per enhed som sukker. Og når en træksommerfugl, som fx Admiralen, er tanket fuldt op, da har den energi til en flyvetur på 36 timer.

Søger de rette vinde

Hvis træksommerfuglene er heldige, kan optankningen næsten være nok til at klare turen til Spanien.

Ligesom trækfugle samles i store flokke, samles træksommerfuglene også i store flokke – sværme – og flyver sammen.

De søger efter de rette strømninger i vinden til at hjælpe dem derned, for ellers er det alt for svært for dem.

- Hvis sommerfuglen finder en god vind, bliver den blæst af sted sydpå og kan flyve rundt i Spanien i overmorgen. Ellers kan turen tage op til tre uger, siger Klaus Melby.

En gåde hvordan de finder vej

Det særlige ved træksommerfuglene er, at de ikke tager en tur-retur. De flyver kun én vej.

Når de kommer herop fra Sydspanien, lægger de æg, og den nye generation flyver så sydpå. Og de har ikke prøvet ruten før.

Så mens trækfuglene lærer meget af deres erfaringsopbygning år efter år, gør træksommerfuglene det ikke.

- Det er en gåde, hvordan sommerfuglene finder vej. Man ved med fugle, at de har en gps i øjet lige over øjenbrynet. Det samme har sommerfugle sikkert, men vi ved det ikke endnu, siger Klaus Melbye.

Programmeret til at flyve over land

Man mener, at sommerfuglene er ’programmeret’ til at flyve over land. Det vil sige, at de ligesom fugle bruger landkending.

På den måde undgår de at komme ud over store have, hvor risikoen for at falde i vandet er meget stor. Man kan nemlig se, at de søger de steder i landskabet, hvor der er kortest over vandet til den anden side.

Fx sydspidsen af Langeland, Gedser, Odder eller Hals ved Limfjorden.

Flyver sydpå for at arten skal overleve

Det kan umiddelbart lyde lidt mærkeligt, at sommerfuglene kun har en enkeltbillet med til Spanien. Når fugle jo ellers rejser sydpå for at overleve vinteren og returnerer om foråret.

- Men det er fordi, sommerfugle flyver sydpå, for at arten skal overleve. Derfor har de denne migration, som er enestående, siger Klaus Melbye.

Han tilføjer, at migrationen i øvrigt er under forandring på grund af klimaet. I Finland viser en undersøgelse af 77 sommerfuglearter, at de nu i gennemsnit bliver fundet 55 kilomter nordligere end for 18 år siden.

Facebook
Twitter