Træning er lige så godt for gigtpatienter som medicin

Læger bør stoppe med at sprøjte binyrebarkhormon ind i knæ, fastslår danske forskere.

Henning Bliddal på billedet er professor i artrose (slidgigt) og leder af Parker Instituttet, der står bag forskningen. (Foto: Claus Peuckert © Parker Instituttet)

Når en gigtpatient kommer ind til lægen og klager over hævelse og smerter i knæene på grund af slidgigt, bør lægen nøjes med at ordinere træning.

Men op imod 100.000 gange om året sprøjter danske læger også binyrebarkhormon ind i knæet, selv om fysisk træning af det gigtramte knæ er lige så effektivt som medicin.

Det viser et dansk forskningsprojekt. Derfor bør lægerne stoppe med at give blokader, siger forskerne.

Normalt kombinerer man træning og medicin

Det er forskere fra Parker Instituttet under Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler, der som de første i verden har undersøgt, hvor godt det virker at behandle slidgigt i knæ med blokader med binyrebarkhormon og træning. Den kombinationsbehandling anbefales internationalt.

Det viser sig, at patienter, der udelukkende træner knæ, klarer sig lige så godt, som patienter der først får en blokade, der skal tage smerter og hævelse, og siden går i gang med træningen.

- Der findes mange studier, der viser, at blokader virker, og lige så mange, at træning har en god effekt. Og i princippet burde der være en gruppe, der har gavn af blokade, før de går i gang med træning. Vi har bare ikke kunnet finde dem blandt deltagerne i vores studie, siger Henning Bliddal, der er professor i artrose (slidgigt) og leder af Parker Instituttet.

Konklusionen er, at patienter klarer sig fint med træning alene, og dermed kan man spare medicinen.

Vi skal helst undgå medicin

Der er post.doc. og fysioterapeut Marius Henriksen, der står bag studiet, der er offentliggjort internationalt i tidsskriftet JAMA Internal Medicine. Han forklarer til DR Viden, at slidgigt er en kronisk sygdom.

- Derfor vil en blokade kun virke i en tid, før man igen skal have en ny dosis medicin. Og der er altid en risiko for, at der støder infektioner til, når man giver indsprøjtninger, siger han.

Selve stoffet binyrebarkhormon virker kun lokalt ved indsprøjtninger, og der er ikke nogen helbredsrisiko ved stoffet på den måde, som der er, når man tager det i pilleform, hvor det kan påvirke kroppens immunforsvar.

- Men man vil altid foretrække, at kroppen ’helbreder’ sig selv og holder sig i gang gennem træning i stedet for gennem medicin, når det er muligt, siger Marius Henriksen.

Svært at få læger til at lytte til forskningen

Marius Henriksen håber, at forskningsresultat også får betydning internationalt for behandlingen af patienter med slidgigt i knæene.

Men det er en stor udfordring at få læger til at følge anbefalinger baseret på forskningsresultater. Også selv om lægerne følger med i forskningen inden for deres eget område.

- Det er noget, der tager tid, og en enkelt videnskabelig artikel er sjældent nok til at ændre på praksis. Lægerne giver jo blokadebehandling for at hjælpe patienterne, og det kan være svært at overbevise dem om at lade være, siger Marius Henriksen.

Patienter opsøger ofte selv træning

Selv om man fx i Danmark har fokus på, at man starter med at ordinere træning, når gigtpatienter opsøger lægerne, så er det ofte patienterne selv, der opsøger træningen.

- Det er fysioterapeuter, der overalt i Danmark tager imod patienter med hensyn til træning. Desværre melder de fysioterapeuter, vi hører fra, at de sjældent modtager patienter henvist fra lægerne – det er oftest patienterne selv, der finder frem til tilbuddet, siger Marius Henriksen.

Patientgruppe vil stadig have gavn af medicin

Han tilføjer, at der stadig vil være en gruppe patienter, der skal behandles med medicin indsprøjtet i knæene.

Det kan være patienter, der ikke kan eller ønsker at træne, fx meget gamle og svagelige patienter, eller patienter med andre sygdomme eller handicap der umuliggør træning. Men størstedelen af patienterne bør træne.

Facebook
Twitter