Trumps rumrejseplaner giver 'forsigtig begejstring'

Den amerikanske præsident vil sende mennesker til både Månen og Mars. Planen bliver glædeligt - men forsigtigt - modtaget i det danske rumforskningsmiljø.

Der skal igen sendes astronauter til andre himmellegemer, hvis Trump får sin vilje med en ny plan. Der er dog hverken afsat penge eller bestemt en konkret tidshorisont endnu. (Foto: Saul LOEB © Scanpix)

Mennesket skal igen udforske rummet - i hvert fald, hvis det står til den amerikanske præsident Donald Trump. I går underskrev han en aftale, der udstikker rumagenturet NASAs retning i den nærmeste fremtid.

Planen indebærer, at der igen skal sendes mennesker til Månen. Og på sigt skal mennesker også gå på Mars.

Planen indeholder dog hverken en konkret tidshorisont for målene eller penge til at finansiere de lange rumrejser.

NASA får en retning

Alligevel bliver planen modtaget med en forsigtig optimisme i det danske rumforskningsmiljø. Det siger direktøren for DTU Space, Kristian Pedersen, som DR Viden har talt med.

- Min fornemmelse er, at det er glædeligt, at præsidenten sætter en retning for NASA. Der har været tvivl om, hvad han egentlig mente på rumområdet. Så kan man diskutere, hvad konsekvenserne bliver bagefter.

Hvad er din reaktion som direktør for DTU Space?

- Vi håber på, at vi kan fortsætte vores samarbejde med NASA, og vi håber, der bliver sat nogle projekter i søen, som vi kan være med på, siger han.

Er der noget nyt i Trumps plan?

- Der er ikke noget afgørende nyt. Han er kommet med lignende udmeldinger før. Men det her er en mere konkret udmelding, end han er kommet med tidligere. Vi er tættere på, at NASA kan begynde at lave nogle programmer ud fra meldingen.

Er det realistisk med NASAs nuværende økonomiske ramme?

- Hvis NASA bruger alle sine penge på et projekt, kan man komme langt. Men hvis man skal til Mars, skal der helt andre penge til, end der er i dag. Der er nødvendigt at samarbejde med Europa, Rusland og andre. Det kræver væsentlige ressourcer at gennemføre de her planer, og indtil videre ved vi ikke, hvordan økonomien i de her planer ser ud. Den næste tid vil vise, om der kommer de nødvendige ressourcer til at gennemføre planen.

Månen er første skridt mod Mars

Hvorfor er det interessant at sætte mennesker på Månen og på Mars?

- Turen til Mars er et kæmpe skridt i menneskets udforskning af universet. Det ville være en kæmpe bedrift. Og det er oplagt at tage det første skridt ved at rejse til Månen og gøre sig nogle erfaringer med det. Turen til Mars er meget mere kompleks end en tur til Månen, så derfor giver det mening at gøre sig nogle erfaringer inden.

Giver det bedre mening at sende bemandede missioner afsted end ubemandede, som det sker i dag?

- Det kommer an på, hvad ens videnskabelige mål er. Det er vanvittigt meget dyrere og mere komplekst at sende mennesker ud i forhold til robotter. Omvendt kan mennesker tage meget mere komplekse beslutninger og gøre opdagelser, som man ikke have forudset. Robotter har nogle begrænsninger i, hvad de kan. På Mars har vi adskillige biler med avancerede instrumenter kørende allerede. Men med en geolog på overfladen ville man lynhurtigt kunne sige meget mere om planeten.