Udspring - maveplasker eller blød landning

Hvorfor gør det ondt at få en maveplasker, når vandet ellers føles blødt ? Se svaret i vores serie fra hverdagens mange øjeblikke, fra den norske kanal NRK.

Det føles så blødt, vandet, når man stikker hånden ned i svømmebassinets klare vand. Slet ikke som den betonplade, man følte, man var havnet på efter en solid maveplasker fra en af svømmehallens vipper.

Genkald dig så kicket, når du nærmest lydløst har kløvet vandoverfladen, kun med boblerne hvislende bagud og opad, efterhånden som du glider ned i dybet, og du ved, at du har udført et perfekt hovedspring fra tre meter vippen…

Og genkald dig så den modsatte situation, hvor du netop har sat af fra den svirpende vippe, flyver durkt ud i luften – for så at lande fladt og smertefuld tre meter længere nede. Nu føles det bløde vand hårdt som sten.

Det er fordi vandmolekylerne har nogle meget stærke bindinger til hinanden. Det betyder at molekylerne ikke kan presses sammen. Så vandoverfladen er i virkeligheden meget hårdere, end man tror.

Vandet skal nemlig flytte sig til siden for at kroppen kan komme ned i vandet – og det tager lidt tid, før vandet helt har omsluttet kroppen igen!

Fra norske NRK’s serie ’Øjeblikket - en serie korte videnskabsindslag, der viser dig verden, sådan som den virkelig er.

Facebook
Twitter