Udstilling sender gæster på rejse i Rummet

Tycho Brahe Planetarium i København slår dørene op for rumfartsudstillingen Space Mission.

Billeder fra Tycho Brahe Planetariums Space Mission udstilling. (Foto: Martin Kunzendorf © dr)

Byggeklodserne i vores univers opdeles traditionelt i tre kategorier. Det baryoniske stof, mørkt stof og mørk energi. Mens det baryoniske stof er det som vores stjerner og planeter og vi selv er bygget af, aner vi ret beset intet om hvad de to andre kategorier er. Vi kender højst 4-5 % af Universets byggeklodser og for at blive klogere, bliver vi nødt til at undersøge universet, både gennem teleskoper her på Jorden, men også ved at tage derud.

Vi aner nærmest intet om Universet

Det fokuserer en helt ny interaktiv udstilling på Tycho Brahe Planetarium i København på. Kvinden bag Space Mission, som udstillingen er døbt, er planetariets astrofysiker Tina Ibsen, der inspireret af den igangværende Rosetta mission, har haft et stort ønske om at vise hvad det kræver at udforske vores univers. - Vi troede vi vidste en masse om kometer, men så kom alle de her resultater fra Rosetta missionen og beviser at kometer ikke er de her beskidte snebolde, vi har gået rundt og sagt de var, siger hun til DR Viden, da vi besøger hende under de sidste finpudsninger af udstillingen. - Vi aner næsten intet, når det handler om rummet, fortsætter hun. Og endnu mindre ved befolkningerne, som i sidste ende finansierer rumfartsorganisationerne. Og det handler om at forklare hvad der reelt foregår på missionerne derude, siger hun og stikker til de store offentligt finansierede rumfartsorganisationer.

Skal blive bedre til at forklare hvorfor rumfartsforskning er så vigtig

- Jeg synes ikke at rumfartssektoren i de sidste mange år har været gode til at forklare almindelige mennesker, hvad det er de laver, siger Tina Ibsen. - Og vi bliver nødt til at forklare skatteborgerne og beslutningstagerne hvorfor det er vigtigt at lave denne her forskning, fortsætter hun. Netop den store opmærksomhed der har været skabt omkring Rosetta missionen gør ifølge Tina Ibsen, at stort set alle danskere ved hvad Rosetta er. Og folk fulgte livligt og fascineret med. Også på disse sider.

Fra raketopsendelse til videnskabeligt resultat

Udstillingen er opbygget i 3 zoner, hvor man i ’Ground Control’ kan opsætte, pakke og opsende en raket. Herefter kan man bevæge sig gennem delen ’Rummissioner’, hvor man kan komme helt tæt på en del af astronomernes udstyr.

En særlig sjov gimmick er en installation hvor man på egen krop ser forskellen på lys i forskellige bølgelængder, som man aflæser stjernerne ud fra. I fire forskellige spejle, kan man se sig selv via almindeligt synligt lys, ultraviolet lys, infrarødt lys og endelig røntgen.

Sidste zone om planeter og kometer fokuserer på resultaterne af forskningen og giver blandt andet publikum mulighed for at se ind i de meget forskelligartede Mars, Neptun og vores egen planet Jorden.

Konstant ny viden om universet kræver dynamisk udstilling

Undervejs løber man på en masse af de værktøjer, som bruges i rumfartsindustrien og heriblandt en tro kopi af den danskproducerede strømforsyning som fik Rosetta sonden til at genstarte efter næsten to års slumren på sin bane på vej mod kometen 67P/Churyumov-Gerasimenko sidste år. Det er sin sag at lave en udstilling om et område, hvor resultaterne vælter ind, som det sker i rumforskningen i disse år, forklarer Tina Ibsen. Derfor er Space Mission udstillingen også dynamisk og kan løbende skifte, fortæller Tina Ibsen. - Jeg kan ikke på en dyr planche skrive, at Universet er 13,8 milliarder år gammelt, for om et par måneder kan det være at nye resultater viser, at det ikke længere er rigtigt., slutter hun.Space Mission, der er støttet af Nordea-fonden, åbner fredag 6. februar.

Facebook
Twitter