Ufarlig vintermyg vender op og ned på sin livscyklus

Vinterudgaven af det plagsomme insekt lever af døde planter og faster i hele sit voksne liv.

Selvom vintermyggen minder en del om stankelbenet, er den langt mere robust. Og så klarer den sig glimrende i frostvejr. (Foto: Jens Rydell © Scanpix / Biofoto)

Mens langt de fleste insekter har lagt æg til næste generation og selv er faldet omkuld, er der nogle få, der først lige har begyndt deres parringssæson.

Blandt dem er vintermyggene, som i øjeblikket kan ses danse i tredimensionelle søjler i lyset af vintersolen.

Det er hanmyggene der danser for at lokke hunnerne til, fortæller naturvejleder Marie Roland fra Naturstyrelsen Storstrøm til P1 Morgen.

- Kommer hunmyggen ind i sværmen, gribes den af en bejler og myggene daler mod jorden, hvor parringen finder sted, forklarer hun.

Fænomenet kan bedst opleves på stille dage, efter at det har regnet og helst i små kroge med læ.

Vintermyggen stikker ikke - husmyggen gør

Vintermyggens livscyklus er ganske smart, da den udnytter fordelene i, at have vinteren for sig selv, forklarer Marie Roland.

Mens de fleste andre myggelarver lever i vand, æder vintermyggelarverne sig fede i døde plantedele, mens den voksne myg slet ikke indtager føde.

Det er en god nyhed for de af os, som normalt er plagede af myggestik. Oplever man myggestik om vinteren, er det fra den langt større og mere blodtørstige husmyg, der godt kan finde på at flyve sig en tur og stikke os, fortæller Marie Roland.

Visse arter klarer sig helt ned til 40 graders frost

Som det blandt andet også gælder for sneræven, isbjørnen og pingvinen, er vintermyggen naturligvis udstyret med mekanismer, der sikrer den mod frost og kulde.

- En almindelig dansk vinter vipper ikke vintermyggen af pinden, siger Marie Roland, der har eksempler fra Norge på visse arter, der klarer sig helt ned til 40 graders frost.

De danner nogle proteiner, der forhindrer vandmolekyler i at danne iskrystaller i kroppen, fortæller Marie Roland. De er altså udstyret med en slags frostvæske i kroppen.

Der findes i alt 9 danske arter af vintermyg, der for de voksnes vedkommende har deres storhedstid et stykke ind i december, men kan opleves helt ind i foråret.

Facebook
Twitter