VIDEO Astronauter guffer "hjemmegroet" salat i sig

For første gang nogensinde spiser astronauter salat, de selv har dyrket i rummet. NASA har arbejdet på at gro grøntsager i rummet siden maj sidste år.

Nu er det også blevet muligt at dyrke grøntsager i rummet. I dag satte astronauter for første gang nogensinde tænderne i salat, dyrket i rummet.

Mums.

Det smager som regel bedst at sætte tænderne i grøntsager, man har groet selv og kan plukke direkte fra haven eller drivhuset. Og det er, hvad astronauter – 400 kilometer oppe i rummet – nu kan gøre.

For første gang nogensinde er det nemlig lykkedes astronauterne på Den Internationale Rumstation, ISS, at dyrke deres egen romaine-salat. I dag blev de første blade høstet og nydt med lidt olie og eddike på.

Spiser kun halvdelen

Men astronauterne må ikke spise alt det salat, de har dyrket. Kun halvdelen må ende i deres maver, resten skal pakkes og fryses og med tilbage herned til jorden, hvor det skal analyseres.

NASA har undersøgt, hvordan grøntsager gror i rummet siden maj 2014.

Se astronauterne tage det første bid af deres hjemmegroet salat i videoen øverst i artiklen.