VIDEO Jagten på krokodillen: Netop ankommet og i klammeri med en slange

Fotograf Lars Ostenfeld er draget til Sydafrika for at følge jagten på en gigantisk krokodille, der skal fragtes hjem til en Zoo i Danmark. Her første del af hans beretning.

Det dyr, Krokodille Zoo skal have med hjem, er det kendt for at være et problembarn, og ville blive skudt, hvis ikke det var blevet udset til at flytte til Danmark.

På vej til denne café med eneste internetforbindelse i miles omkreds, er jeg ved at køre over en tre meter lang, spyttende kobraslange, der ligger og soler sig på den røde opvarmede jord.

Vi har øjenkontakt i gennem sideruden, som jeg skynder mig at rulle op, mens jeg kører forbi.

Jeg er i Sydafrika.

Midt mellem Pretoria og en af de store nationalparker, Pilansberg. Jeg har været her før. Har boet her med min familie i syv måneder og set alverdens dyr, blandt andet elefant, flodhest, bøffel, leopard og løve. Det er dyr, der har fået den fine ære at blive samlet under den fælles titel 'The Big 5', de store fem, og som er dem, der slår allerflest mennesker ihjel.

Men vi er her af en helt anden grund.

Vi skal finde, fange og transportere et andet farligt dyr hjem til Danmark. Et dyr, jeg er mindst lige så bange for, og som jeg vil møde med stor respekt. Og med stor afstand. Ellers kan det gå grueligt galt.

Det er jagten på krokodillen. Den er fem meter lang, vejer 600 kg og har dræbt fem andre store hankrokodiller. Faktisk er den så farlig, at den ville blive skudt nu, hvis ikke det lykkes os at redde den. Og det var lige ved at mislykkedes.

Rene Hedegaard som ejer Krokodille Zoo skulle have været med på denne ekspedition, men blev indlagt på hospitalet dagen inden vi skulle flyve herned. Galdeblæren skulle fjernes - og han skal opereres med det samme.

Men vi kunne ikke udsætte ekspeditionen, for de afliver krokodillen, hvis vi ikke henter den nu.

I 11. time fandt vi to andre, der kunne tage turen i hans sted. Og udstyret med en huskeseddel og nogle små videoklip på en iPhone med instrukser om, hvordan man bygger en kasse til transport af en krokodille, tog vi afsted.

Jeg skal, sammen med Jonas Grandorf Norit og Victor Vest fra Krokodille Zoo, de næste fire dage forsøge at få krokodillen sikkert hjem til Danmark. Det bliver den vildeste opgave at redde uhyret.

Men også en vigtig brik i det fremtidige avlssamarbejde, der er sat i værk for at redde krokodiller. Og så ser vi endda 'vores' krokodille den første dag. Wow, den ER stor!

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter