VIDEO Man smutter ikke lige ned i en rumdragt ...

Når Danmarks første astronaut, Andreas Mogensen, 1. september 2015 suser op til rumstationen, skal rumdragten passe som fod i hose.

Kursen er sat mod Den Internationale Rumstation, ISS, når Andreas Mogensen som den første dansker skal op i rummet den 1. september 2015. Når han sidder i toppen af raketten på Baikonur cosmodrome i Kazakhstan er han klar, og alt omkring ham er tjekket. Det gælder også rumdragten, Sokol. Den hvide, russiske rumdragt skal passe i selve sædet i den snævre rumkapsel.

Samtidig kan rumdragten betyde forskellen på liv og død, hvis noget går galt undervejs, fx brand om bord eller trykfald i kapslen.

Træner med rumdragten

Andreas Mogensens træning er i fuld gang og har været det i lang tid.

I begyndelsen af året har han trænet på Den Europæiske Rumfartsorganisation ESA’s astronauttræningscenter i Køln. Og nu er han rejst til Star City nær Moskva i Rusland, hvor han træner russisk og træner i at betjene rumkapslen.

Han træner også i at tage rumdragten på. Det er nemlig ikke noget, man lige gør på et sekund, forklarer han i videoen her i toppen.

Andreas Mogensen skal på en 10-dages mission til rumstationen sammen med blandt andre sangerinden Sarah Brightman, der skal med som rumturist og har købt billet til rumrejsen for den nette sum af 52 millioner dollars.

Bliv rumforsker og send et forsøg med Andreas op

Er rumforskning mon noget for dig? Eller dine børn? Eller dine elever? Eller naboens datter?

Andreas Mogensen leder efter et rumeksperiment, som han kan udføre, mens han er på ISS. Og alle med bopæl i Danmark kan deltage i konkurrencen.

Facebook
Twitter