VIDEO NASA tester raketmotor med 12 millioner hestekræfter

En opdateret udgave af en gammel motor fra rumfærgeprogrammet, blev testet igår. Den skal sammen med fire andre, løfte den kommende Mars-raket SLS.

Det amerikanske rumagentur NASA testede igår en af de motorer, der efter planen skal bringe mennesker til Mars.

Motoren fulde navn er Aerojet Rocketdyne RS-25 og er en af nogle få tilbageværende fra rumfærgeprogrammet, der blev nedlagt i 2011.

NASA har opdateret motoren, så den er mere effektiv og har flere kræfter.

Planen er, at fire af den testede type af raketmotor, skal løfte den enorme Space Launch System (SLS) raket i kredsløb.

Motor har fået ny "hjerne"

NASA er i øjeblikket i gang med at udvikle den nye raket, som skal gøre det muligt at besøge asteroider, Mars og andre destinationer i solsystemet.

RS-25 motoren kørte i ni minutter, den samme tid som det tager at opsende SLS-raketten.

Testen var den næstsidste test af RS-25 raketmotoren, der har fået en ny 'hjerne'.

Motoren er et ældre design, og derfor har NASA udskiftet styringsenheden, som holder øje med motorens tilstand, styrer motoren og sender data frem og tilbage mellem motoren og fartøjet.

Kraftigere end måneraketten

SLS-raketten, som motoren skal løfte, bliver 98 meter høj og i stand til at løfte 77 ton i kredsløb (Low Earth Orbit).

NASA planlægger dog også at udvikle en endnu større variant, som bliver 117 meter høj, der kan løfte hele 143 ton.

Den bliver kraftigere end selv Saturn V-raketten, der sendte astronauterne til Månen under Apollo-missionerne.

Saturn V-raketten er den kraftigste raket, der nogensinde er udviklet.

En videreudvikling af Saturn V's F-1 raketmotor kaldet Pyrios, var tidligere også med i overvejelserne til SLS, men blev altså droppet til fordel for de opdaterede motorer fra rumfærgeprogrammet.

Årsagen skulle være, at den opdaterede RS-25 motor, er langt billigere i drift - men altså også noget svagere.