VIDEO Niels Bohr spiller fodbold med Johan Olsen

Kvantefysik bliver lidt mere håndgribeligt, når man tænker ud af boksen. Som fx når en verdensberømt afdød fysiker spiller fodbold med en biokemiker og rockmusiker.

Nu leger vi, at du er fysiker og står på en fodboldbane. Du beder den sejeste angriber på holdet skyde bolden op ad banen. Du kender retning, hastighed osv. Ud fra det kan du med lidt forbehold beregne, hvor bolden lander i vores verden...

Hvis bolden i stedet var et atom og fodboldbanen et kvanteunivers, ville du derimod kun kunne sige, hvor der er størst sandsynlighed for, at bolden lander.

Fænomenet kaldes for ubestemthedsrelationer – hvor der er en usikkerhed, der spiller ind. Det er først, når atomerne rammer noget, at man ved, hvor de er.

Ubestemmelige faktorer

Ubestemthedsrelationer er en kvantemekanisk beskrivelse af et fænomen inden for atomernes verden, som siger, at selv om man kender fx hastighed, så udelukker de, at man præcis kan sige, hvor atomerne er.

Lyder det stadig en kende for nørdet...? Så klik på videoen øverst i denne artikel og få lidt mere hjælp af 'Niels Bohr', den verdensberømte danske fysiker og nobelprismodtager.

Mød kendte videnskabsfolk

Videoen er et kort uddrag af DR K’s nye videnskabsserie Store Danske Videnskabfolk, hvor man hylder seks store danske videnskabsfolk. Serien begynder i aften, og der kan vi møde Niels Bohr og se ham spille fodbold med programmets vært,Johan Olsen, der er biokemiker og forsker, men som mange nok kender bedst som forsanger i rockbandet Magtens Korridorer. Det er selvfølgelig ikke Niels Bohr selv, der spiller fodbold, for han døde 77 år gammel i 1962. Det er derimod en skuespiller, der render rundt sammen med Johan Olsen i haven ved Carlsbergs Æresbolig i Valby i København, hvor Niels Bohr boede i 30 år – fra 1932 og frem til sin død i 1962.Programmet om Niels Bohr sendes onsdag aften på DR K klokken 21:30.

Facebook
Twitter