VIDEO Ph.d. Cup: Ida leder efter fedme-signatur i sædceller

Forskningsformidling: Mød lægen Ida Donkin, der er én de fem finalister i DR og Informations konkurrence om forskningsformidling.

Fars livsstil ser ud til at tænde og slukke for gode og dårlige gener. Hvis det er sådan, er det ikke bare generne i sig selv, der påvirker den næste generation, men livsstilen.

Det er nyt og til dels i strid med den herskende evolutionsteori. Og det er den forskning, som læge Ida Donkin er optaget af i sit job på Novo Nordisk Fondens Metabolismecenter på Københavns Universitet.

Forskerne har ved hjælp af rotteforsøg fundet ud af, at der sidder nogle molekyler i sædcellerne, hvis faren er overvægtig, som kan gå ind og regulere generne og styre, hvilke gener der får lov til at blive tændt og hvilke, der får lov til at blive slukket – som en slags signatur. Og molekylerne ændrer sig alt efter, hvilken livsstil faren har. Forskerne har lavet forsøg med mænd, der tyder på, at det samme kan gøre sig gældende for mennesker.

- Vi håber at finde en måde at beskytte fremtidige generationer på mod fedme og diabetes 2, som eksploderer på verdensplan, siger Ida Donkin.

Ph.d. Cup-showet på DR2 lørdag klokken 20

Ida Donkin er én af de fem finalister i Ph.d. Cup 2016, som DR arrangerer sammen med dagbladet Information for at øge fokus på god forskningsformidling.

Kig med lørdag den 16. april 2016 på DR2 klokken 20, hvor Ida Donkin dyster mod læge Lars Boesen, antropolog Anne Mia Steno, lingvist Justin Markussen-Brown samt eksperimentel fysiker Morten Kjærgaard om at forklare sin forskning på tre minutter.

Og se videoen øverst i artiklen, hvor Ida forklarer mere om sin forskning, og hvor du kan få en idé om, hvordan hun har trænet til konkurrencen.

Facebook
Twitter