VIDEO Ph.d. Cup: Morten er vild med fremtidens kvantecomputer

Forskningsformidling: Mød Morten Kjærgaard, der er eksperimentel fysiker og én af de fem finalister i DR og Informations konkurrence Ph.d. Cup 2016.

Man har snakket om kvantecomputeren i mange år, og forventningerne til den er store.

Den skal gøre det muligt at regne på ting, som i dag slet ikke er muligt, fordi det vil tage måske 10.000 år, og så siger det sig selv, at udregningen ikke er relevant.

Trods intensiv forskning er det endnu ikke lykkedes at finde ud af at producere en kvantecomputer, der er bedre end en almindelig god computer i dag.

Måske kan eksperimentel fysiker Morten Kjærgaard og hans kolleger på Center for Quantum Devices under Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet ændre på det. De leder efter det perfekte materiale til fremstilling af kvantetransistorer. De er i gang med et lovende forsøg.

- Hvis forsøget lykkes, vil det være et karrieredefinerende og gigantisk øjeblik, ikke bare for mig og mine kolleger – men for hele forskningsfeltet, siger Morten Kjærgaard.

Ph.d. Cup-showet på DR2 lørdag klokken 20

Morten Kjærgaard er én af de fem finalister i Ph.d. Cup 2016, som DR arrangerer sammen med dagbladet Information for at øge fokus på god forskningsformidling.

Kig med lørdag den 16. april 2016 på DR2 klokken 20, hvor Morten Kjærgaard dyster mod læge Ida Donkin, antropolog Anne Mia Steno, lingvist Justin Markussen-Brown samt læge Lars Boesen om at forklare sin forskning på tre minutter.

Og se videoen øverst i artiklen, hvor Morten forklarer mere om sin forskning, og hvor du kan få et indblik i, hvordan han blandt andet har trænet til konkurrencen.