VIDEO Rejs til Pluto og land på overfladen

Ny video fra NASA simulerer en rejse til dværgplaneten, der er over 4,5 milliarder kilometer væk.

Torsdag var det præcist et år siden, at sonden New Horizons besøgte dværgplaneten Pluto. Og første gang en sonde kom i nærheden af den fjerne dværgplanet.

Og selvom der er grund til at håbe på, at astronauter rejser mod Mars indenfor en overskuelig fremtid, er en bemandet rejse til ex-planeten Pluto en helt anden snak. For Pluto befinder sig i solsystemets yderste egne, næsten fem milliarder kilometer væk.

Men nu har forskere fra NASA og South West Research Institute sammensat over 100 billeder taget af New Horizons over en periode på seks uger, og skabt en video, der simulerer en rejse og en landing på den ekstremt fjerne lille dværgplanet.

Sidste sommer tog New Horizons tusindvis af nærbilleder af dværgplanetens overflade med sine forskellige kameraer. Den enorme mængde data er stadig ved at blive analyseret af forskerne. Men vi ved allerede ufatteligt meget mere om dværgplaneten, end vi gjorde inden besøget.

I videoen starter rejsen med Pluto som en fjern plet, med dens måne Charon som en endnu mindre plet i rotation om dværgplaneten.

Langsomt kommer man tættere på indtil man "lander" tæt ved det hjerteformede område på Pluto, der har fået navnet Tombaugh Regio.

- For lidt over et år siden var Pluto bare en plet i det fjerne. Den her video viser, hvordan det ville være at rejse med et rumskib og se Pluto vokse til en hel verden - og så dykke ned, som om vi lagde an til landing, siger Alan Stern, der er New Horizons chefefterforsker til NASA.

New Horizons brugte ni et halvt år på at nå de næsten fem milliarder kilometer ud til Pluto.

Sonden passerede Pluto den 14. juli 2015 i en afstand på kun 12.500 kilometer - meget tæt på i astronomisk sammenhæng.

New Horizons er nu på vej længere ud i solsystemet for at undersøge flere objekter i det såkaldte Kuiperbælte.