VIDEO Se NASA’s censur af Andreas Mogensens 'Fuck' i rummet

Ordet 'Fuck' var for meget for den amerikanske rumfartsorganisation NASA, som fjernede det fra en optagelse med en stresset Mogensen.

I en ny bog fortalt af den danske astronaut Andreas Mogensen i samarbejde med to journalister beskriver han sin sværeste opgave ombord på Den internationale Rumstation, ISS, under sit 10 dage lange ophold i rummet i september 2015.

Det sværeste var udførelsen af undervisningsforsøg udtænkt af danske elever i en konkurrence skabt på initiativ af DR Videnskab.

Under det vanskelige arbejde med en stor vægtløs vandboble, blev situationen så stressende, at Mogensen til sidst sukkede 'Fuck mand'.

Astronauter siger ikke ’fuck’

Ordet 'fuck' overtrådte dog NASA’s regel for, hvordan astronauter må fremstå i offentligheden. Så da Den Europæiske Rumorganisation ESA modtog optagelsen, var lyden fjernet.

Klippet er dog frigivet af ESA, hvor man altså kan se Mogensens tålmodighed løbe ud med drilske vandbobler.

Ifølge den nye bog ’Andreas Mogensen - Min rejse til rummet’ var undervisningsforsøgene de sværeste og mest krævende af dem alle, men forhåbentlig til glæde for danske unge, der er nysgerrige på vægtløshed.

Facebook
Twitter