Vinterfugle synger for at sikre spisekammeret

Både gærdesmutten og rødhalsen kan høres synge vinteren igennem.

Rødhals - eller rødkælk, om man vil - lever vinteren igennem på edderkopper og andre insekter, men kan også godt lokkes på foderbrættet, hvis man lokker med nogle fede kerner. (Foto: Sally Wallis © Scanpix)

Mens de fleste sangfugle for længst har søgt mod varmere himmelstrøg, er der et par standhaftige småfugle, som stædigt bliver i vores haver og lader omverdenen vide, at de er til.

Det gælder gærdesmutte og rødhals, fortæller naturvejleder hos Dansk Naturfredningsforening Marianne Krag Petersen til P1 Morgen.

Normalt bruger fuglene sangen til at hævde deres yngleterritorium med, men for de to fugles vedkommende synger de også for at vise hvem der har retten til vinterføden.

Gærdesmutten er på størrelse med en tændstikæske, vejer 10 gram, men kan til gengæld slå sine markante triller med en enorm volumen, så den kan høres langt væk.

Lever af insekter gennem vinteren

- De to vintersangere lever fortrinsvist af insekter og hvis de skal sørge for at få føde nok, vinteren igennem, skal de også bruge energi på, at holde fast på deres jagtmarker, fortæller Marianne Krag Petersen.

Fuglene lever af edderkopper, biller og andet småkravl, som de finder i kvas, krat og brændebunker. Samtidig kan rødhalsen godt lokkes til foderbrættet, hvis man lægger nogle fede sager derud, fortæller hun.

Men det er vigtigt at, at man som haveejer lader nogle bunker ligge, hvor fuglene kan finde deres naturlige føde, opfordrer hun.

Gærdesmutterne glemmer fjendtlighederne om natten

Selvom de to fugle har det til fælles, at de begge synger om vinteren, har de meget forskellige sociale kompetencer.

Mens rødhalsen også kan finde på at synge om natten, for at holde sit territorium fri for artsfællerne, har den ellers så hidsige gærdesmutte, fundet ud af, at man sammen kan holde kulden fra døren.

Så mens gærdesmutterne konkurrerer internt om dagen, sover de gerne sammen om natten. I England er der set eksempler på, hvordan over 60 gærdesmutter har overnattet i samme fuglekasse.

For begge fugles vedkommende gælder det dog, at de godt kan finde på at trække lidt mod Vest- og Sydvesteuropa, mens de der optræder i vores vinterhaver, typisk yngler nord for Danmark.

Facebook
Twitter