WWF: Fremgang i antallet af ekstremt truede bjerggorillaer

Det går fremad i antallet af bjerggorillaer, pandaer og amurtigre, som ellers har været tæt på at uddø totalt.

Disse bjerggorillaer har cirka 800 familiemedlemmer. (Foto: SCANPIX)

Der findes i dag 800 vildtlevende bjerggorillaerne i naturen.

Selv om det ikke lyder af meget, er det kæmpestort, lyder det fra Verdensnaturfonden WWF.

For tilbage i slutningen af 1980'erne var der bare 620 af de sjældne gorillaer tilbage på verdensplan.

- Selvom antallet af vilde dyr globat set er mere end halveret inden for de seneste 40 år, har vi de seneste år kunnet fejre, at bjerggorillaerne nu faktisk i fremgang, skriver WWF i en pressemeddelelse.

Den største årsag til udryddelsen af bjerggorillaerne er afskovning, da jagten på landbrugsjord, brændsel og tømmer gør det svært for dyrene at finde føde.

Størstedelen af de truede bjerggorillaer bor dog i nationalparken Bwindi i Uganda. Her er skoven fredet, og derfor har antallet af gorillaer ligeså stille kunnet vokse.

Går bedre for flere truede dyrearter

Det er ikke kun bjerggorilla-slægten, det går bedre for.

Verdens mest sjældne kattedyr, amurleoparden, er i fremgang. Siden 2007 er antallet af lemurleoparder fordoblet, således at der nu er 65-69 i hele verden.

Også pandaen går det bedre for. De seneste 10 år er der kommet 268 flere pandaer til verden, så der nu findes 1.864 pandaer i alt.

Samme rigtige retning går det også for amurtigeren, skriver WWF.

- Amurtigre var engang meget udbredt i både det nordlige Kina og Rusland. Siden fik trofæjagt næsten udryddet arten, og der var kun omkring 40 vilde amurtigre tilbage i 1940'erne, står der i pressemeddelelsen.

Der findes nu cirka 400 amurtigre i Rusland og cirka 20 i Kina.

Mennesket skyld i udrydning

Tilbage i 2014 viste en WWF-rapport, at bestandene af fisk, fugle, pattedyr, padder og krybdyr samlet set er faldet med 52 procent siden 1970.

Det er især i de tropiske regioner samt Syd- og Mellemamerika, at det mest dramatiske fald er sket - tæt forfulgt af Asien og Stillehavsområdet.

Den primære årsag til tilbagegangen skyldes tab og udpining af dyrenes levesteder samt fiskeri og jagt.

Tilbage i juni viste en opdatering af den såkaldte Den Røde Liste over kritisk truede dyrearter fra Den Internationale Union for Bevarelse af Naturen (IUCN), at 22.784 dyre- og plantearter er truet af udryddelse.