Zebraen køler kroppen med sine striber. Tror man!

En analyse af zebraer fra 16 forskellige steder viser en sammenhæng mellem striber og temperaturer.

Zebrahunnen med hendes føl i Tanzanias Tarangire National Park, hvor striberne er både fede og er ført hele vejen ned langs benene. Omvendt vil andre sydligere zebrapopulationer have langt færre "tatoveringer" på kroppen, viser et nyt studie. (Foto: Brenda Larison © UCLA)

Sådan helt logisk giver zebraens iøjnefaldende striber ikke synderligt mening, når man tager i betragtning at den de seneste 2 millioner år har haft sin gang på den afrikanske savanne blandt løver, leoparder og andre dyr med smag for friskfanget kød.

Derfor har dens dragt også været genstand for utallige diskussioner blandt biologer, der både har foreslået social rangorden, særlige behov for camouflage og en måde at undgå fluebid på, som mulige grunde til striberne.

Forkaster teorier om camouflage

Et af hold af verdens førende zebra-forskere har set nærmere på striberne hos arten ’almindelig zebra’ 16 forskellige steder i Afrika og sammenlignet dem ud fra 29 forskellige miljøvariabler. Det er der kommet denne dugfriske videnskabelige artikel ud af. Heri forkaster de teorier om både fluebid og camouflage, mens der er et ganske sammenhængende mønster (!!) mellem udbredelsen af de sorte striber og de klimatiske forhold, som dyrene opholder sig i. Helt overordnet viser holdets undersøgelser, at jo nærmere zebraernes habitater ligger ved Ækvator, desto federe og mere udbredte er deres striber. Som det fx kan ses hos zebraerne i Tanzania's Tarangire National Park.

Jo længere sydpå, des mindre sort

Omvendt er striberne færre, smallere og mindre udbredte hos samme art i Sydafrika og Namibia hvor vintrene er køligere.

Modellen her viser henholdsvis tykkelsen og udbredelsen af zebraens striber, ud fra de 16 forskellige populationer, som undersøgelsen bygger på. (Foto: UCLA)

Opdagelsen har fået forskerne til alvorligt at tro, at de sorte striber hjælper zebraen med at regulere sin kropstemperatur. Og ifølge medforfatter Ren Larison fra University of California er zebraens behov for at æde gennem dagen og ofte i brændende sol en mulig god forklaring: - Zebraer kan muligvis opnå særlige fordele ved at have et ekstra kølingssystem, fordi de fordøjer deres føde langt mindre effektivt end andre afrikanske græssere, siger han til magasinet Live Science, i forbindelse med artiklen. - Derfor har zebraer brug for at tilbringe længere perioder i middagssolen for at æde.

Lang vej før zebraens hemmelighed afsløres endeligt

Forskerne antyder i artiklen, at der kan være direkte sammenhæng mellem dyrets temperatur og dets striber, men fastholder samtidig, at det er en ganske kompleks øvelse, at fastslå endeligt. For selvom der er en direkte visuel sammenhæng mellem striber og omgivelsernes temperaturer, skal der mere forskning til at fastslå grunden til det, skriver forskerne i artiklen. - Vores arbejde viser en sammenhæng mellem temperatur og striber, men årsagen til sammenhængen kender vi ikke, skriver de i artiklens diskussion.

Facebook
Twitter