Zoodirektørens bogtip: Bengt Holst anbefaler fem bøger til sommeren

Bengt Holst anbefaler fem bøger, så du kan få inspiration til din sommer.

Zoodirektør Bengt Holst giver tips til gode bøger (Foto: ERik Refner © Scanpix)

Sommeren igennem kan du her læse bogtip fra nogle af Danmarks skarpeste hjerner, der anbefaler bøger om videnskab, teknologi, miljø eller andet, der har inspireret dem i deres arbejde.

Bengt Holst er viceadministrerende direktør i Zoologisk Have i København og han anbefaler særligt bøger om menneskets forhold til naturen og hinanden. Hvis han ikke allerede var et kendt ansigt i landet, blev han det i 2014, hvor aflivningen og slagtningen af giraffen Marius trak store overskrifter i ind og udland.

Her er hans fem anbefalinger, der kan gøre din sommer rigere.

Mennesket i naturen – naturen i mennesket

Af Søren Rasmussen

”Naturen kan leve uden os, men vi kan ikke leve uden naturen”. Så simpelt kan det siges, og det er de ord, der gennemsyrer Søren Rasmussens bog om os og naturen.

Søren fører os på en dannelsesrejse i biologiens verden, ikke med skoletavlen som baggrund, men med hans egen rejseerfaring og viden om biologi som rød tråd.

Filosofiske betragtninger om livet og vores forhold til naturen blandes med en mere dybtgående gennemgange af biologiske mekanismer, som ligger til grund for både vores eget liv og den natur, vi har omkring os. Det går fra det molekylære plan til elefanter på den afrikanske savanne, og midt i det hele står en rigtig god fortæller, der kan forbinde de to yderpoler.

Rigtig god at blive klog af og på en spændende måde.

Udlængsel

Af Ole Lindborg og Bjørn Hartvig

Er man til opdagelsesrejser, hvor mennesker udforsker de mest kringlede steder på denne Jord, så er det her bogen. Forfatterne har samlet 27 historier fra medlemmer af Eventyrernes Klub, og man er fra første side fængslet af både fortællestilen og de spændende rejser.

Der er alt fra farefulde – og nok ikke underdrevne – rejser ud i ukendt land, til gribende skildringer af naturen, når den er flottest. En rigtig feriebog!

Alfred Russel Wallace – a life

Af Peter Raby

Vi har alle hørt om Darwin som evolutionshistoriens ophavsmand. Men få har hørt om hans konkurrent på feltet, naturhistorikeren Alfred Russel Wallace. De to naturforskere var stort set samtidige og havde fået den samme ide om livets udvikling. De var reelt i et kapløb om at komme først med teorien.

I denne bog følger man Alfred Wallace’s rejser til diverse kontinenter, hvor han samlede data der kunne underbygge hans teori. Det er som at læse en krimi, når man følger hans entusiasme ved nye opdagelser og hans lidelser, når malariaen tager over, eller når han bliver sat i skyggen af Darwin.

Et mesterværk, der både er spændende læsning og god at blive klog af.

Eske Willerslev – han gør det døde levende

Kristoffer Frøkjær Jensen

Dette er bogen om Eske Willerslev, manden, der med sin forskning gør det døde levende. Eske er kendt for sine epokegørende forskningsresultater inden for brugen af ”gamle gener” til at fortælle noget om menneskets færden på jorden, vores slægtskab med hinanden og mange andre problemstillinger, hvor man har kunnet læse om fortiden i nutidens fund – alt sammen på baggrund af biologiske analyser.

I bogen får man et spændende indblik i Eskes fortid, hans vej op gennem systemet, og de mange tilfældigheder og forhindringer, der i sidste ende har formet hans liv. Undervejs gør Eske os klogere på de biologiske mekanismer., der ligger bag hans forskning, på en spændende og letfattelig måde.

Er man til unik forskning krydret med lidt slægtshistorie og små dramaer, så er det her bogen.

Elefanternes hemmelighed

Rikke Langebæk

Det her er en lidt gammel bog. Den er fra 1992, men kan sikkert fås antikvarisk. Det er en bog i børnehøjde, men med et budskab, vi alle kan nyde god af.

Det er historien om to børns vandring gennem den afrikanske savanne, en sort og en hvid, og de genvordigheder, de undervejs må lægge ryg til. Det i sig selv er ikke noget nyt, men det er måden, den er skrevet på. Man lever sig helt ind i bogen, følger børnenes oplevelser med spænding, og undervejs får man en meget smuk og samtidig lærerig hyldest til savannen.

Rikke, der selv er dyrlæge, har med denne børnebog åbnet for nogle naturværdier, så både børn og voksne kan suge dem til sig. En fantastisk bog, jeg har læst for mine børn op til flere gange.