Ny forskning: Plastikdyr er bakteriebomber, der kan give infektioner i øjne og indvolde

Ifølge et nyt studie indeholder fire ud fem plastikbadedyr sygdomsfremkaldende bakterier.

Dit barns badeænder er flydende bakteriebomber. Det beviser ny forskning. (Foto: Toby Melville © Scanpix)

Dit barns badedyr kan være fyldt med sygdomsfremkaldende bakterier.

Det fastslår et videnskabeligt studie fra en gruppe forskere University of Illinois i USA og Eawag, det schweiziske institut for vandforskning- og teknologi.

Resultatet af forsøget er offentliggjort i Biofilms and Microbiomes under titlen "Grimme ællinger - den mørke side af plastikmaterialer i kontakt med drikkevand", og det er ikke opmuntrende læsning, hvis man lader sine børn lege med plastclegetøj i badet.

Forskerne indsamlede i alt 19 plastik-badedyr fra fem forskellige schweiziske familier og indkøbte seks nye badeænder, som blev brugt i badet i 11 uger, hvorefter alle badedyrene blev sprættet op og undersøgt.

I fire ud af fem tilfælde indeholdt badedyrene potentielt sygdomsfremkaldende bakterier.

Kan give infektion

Mens en vis mængde bakterier kan styrke børns immunforsvar, kan bakterierne, som blev fundet i badedyrene, ifølge forskerne også lede til infektioner i øjne, ører og indvolde.

Men plastikdyrene kan ikke skæres over en kam. For kvaliteten af de plastik-polymerer, som badedyrene er lavet af, har indflydelse på, om der bliver udviklet bakterier i badedyrene.

- Vi har fundet store forskelle mellem de forskellige badedyr. En af årsagerne var materialet, der frigiver carbon, som kan fungere som føde for bakterierne, siger studiets hovedforfatter, Lisa Neu, ifølge The Guardian.

Forskerne anbefaler derfor, at der bliver brugt højkvalitets polymerer til at fremstille badedyrene for at forhindre bakterie- og svampevækst.

Man kan dog også selv forsøge at minimere risikoen for bakterievækst ved at tømme badedyrene for vand efter brug og rengøre dem jævnligt.

Ifølge den amerikanske rengøringsekspert Jolie Kerr kan man enten give badedyrene et opkog i en opløsning bestående af vand og klar eddike, eller lade dem stå natten over i en vand-eddikeblandingen.

Herhjemme påviste TV2 og Teknologisk Institut i november sidste år, at der var skimmelsvamp i tre badeænder, som var blevet undersøgt. Det førte til, at Sikkerhedsstyrelsen satte en undersøgelse i gang af badedyrene.

Facebook
Twitter