Bor, blod og bræk: Fortidens læger var dramatikere

Selvom moderne viden omkring 1830'erne talte mod forældede behandlingsmetoder, holdt de ved i lang tid. For de så effektive ud.

Meget af den viden, vi tager for givet i dag, har været ekstremt kontroversiel i gamle dage. Faktisk har vores viden været så kontroversiel, at mange af os simpelthen nægtede at tro på den.

I dag ved vi heldigvis en masse om samfund, psykologi og videnskab. Derfor virker vores forfædres skepsis måske lidt fjollet.

Men måske vidste de bare ikke bedre.

Cirka 400 år f.Kr. opstod filosofien humoralpatologi i oldtidens Grækenland. Den gik ud på, at vores helbred styres af forskellige kropsvæsker.

Der var fire kropsvæsker. Blod, slim, gul galde og sort galde.

Hvis man snottede i skjorteærmet hele tiden, havde man for eksempel for meget slim. Fløj der i stedet bræk ud af næsen efter en vild aften, havde man et overskud af gul galde. Og var man lidt af en sortseer, så havde man en ubalance i kroppens væsker.

Teorierne herskede hos lægerne længe efter, at man vidste bedre. Den nye viden og metoder krævede nemlig en del tilvænning for lægerne, der var vant til mere teatralske behandlinger.

Hul i hovedet

I gamle dage brugte nogle læger behandlinger såsom trepaneringer til at behandle psykisk sygdom. Trepaneringen bestod i, at lægen håndborede et hul i patientens tinding, så sygdommen kunne forlade kroppen.

Andre ubehageligheder kunne være åreladninger, igler og sved- og vanddrivende midler. De blev brugt til at få patienten til at bløde, svede eller tisse ondskaben ud.

Heldigvis var der en grund til, at de dramatiske indgreb fandt sted, siger Adam Bencard, lektor ved Medicinsk Museion på Københavns Universitet.

- Indgreb såsom brækmidler og åreladninger er jo alle behandlinger, der er godt teater. Vi har brug for, at vores behandlinger føles meningsfyldte, så vi føler, der sker noget, siger han.

Fortidens læger hev altså knive og igler frem under konsultationen, fordi de blandt andet troede på, at behandlingerne var meningsfulde. Og så var lægernes viden om vores anatomi også begrænset.

Før 1800-tallet havde lægevidenskaben nemlig mest kigget på kroppens yderside, og derfor var det uhyre svært at forestille sig alt det, der foregår indvendigt. Men blod, sved og tårer er noget, vi kan se og reagere på.

- Når du er forkølet, kommer der snot, og når snotten stopper, så er du rask. Hvis man observerer, hvordan sygdom forløber uden på kroppen, er teorien om kropsvæskerne ikke helt fjern. Det giver meget god mening, forklarer Adam Bencard.

Lægerne manglede redskaber

Teorien om kropsvæskerne eksisterede stadig langt oppe i 1800-tallet, selvom man mange år forinden havde fundet ud af, at vores helbred ikke udelukkende er styret af galde, slim og blod.

De forældede behandlingsmetoder holdt også ved i lang tid, selvom lægerne i stigende fart fra 1830’erne og fremefter hev kroppen ind i laboratoriet og pillede den fra hinanden. Det tog nemlig lang tid at omsætte ny viden til behandling, forklarer Adam Bencard.

- Man bliver jo skolet til at se verden på en bestemt måde. Det er ikke altid, man er klar til at købe den nye præmis, og det kan være forskelligt, hvor hurtigt det går. Anæstesi blev for eksempel en revolution for kirurgien, så den blev der reageret meget hurtigt på. Nogle beviser er bare mere effektive end andre, siger han.

I dag ved vi heldigvis bedre. Vi ved, at psykiske sygdomme ikke en ubalance i kroppens væsker, men at arv og miljø har meget at sige i den sag. Vi ved også, at medicin og samtaleterapi hjælper bedre end åreladning og opkast.

Og med opdagelsen af penicillin i 1928 blev vi klar over, at det kan være smart at hapse en pillekur, hvis snotten presser i panden.

Det nye anatomiske blik på kroppen har altså ændret meget, siger Adam Bencard.

- Lægerne begynder at tænke sygdom som en lokal forandring nede i kroppen, organerne og i vævet. I virkeligheden er tuberkulose hvide tuberkler i lungerne og ikke sort galde, der flyder rundt, siger han.

Facebook
Twitter