Eske Willerslev: Ikke alle forbinder et meningsfuldt liv med at få børn

Selvom det strider imod vores genetiske formål, vælger mange at få børn i en sen alder, mens andre helt dropper efterkommere.

Vi skal overleve, og vi skal reproducere.

Sådan er reglerne i dyreriget. Vi er nemlig skabt til at gøre det, der er bedst for vores geners overlevelse. Og det er at få børn.

Men selvom reproduktionskraften i os er enormt stærk, er der stadig mange, der venter med at få børn.

Også selvom forskning viser, at vi godt ved, at fertiliteten kun bliver lavere med alderen.

- Det er lidt af et paradoks og ret interessant rent evolutionsmæssigt, at nogle folk næsten vil gøre hvad som helst for at få børn, men stadig venter med at få børn til, at de er relativt gamle, hvor sandsynligheden for at få dem er mindre, siger Eske Willerslev, professor i evolutionsbiologi på Statens Naturhistoriske Museum.

Fertiliteten falder med alderen

Kvindens fertilitet begynder at falde, når hun er fyldt 25 år. Alligevel er førstegangsfødende danske kvinder 29,1 år i gennemsnit ifølge tal fra Danmarks Statistik.

Selvom kvinden ikke nødvendigvis har svært ved at få børn i en senere alder, kan det ikke betale sig at vente med at føre sine gener videre i et evolutionsmæssigt perspektiv.

- Det her med at få børn og børnenes overlevelse, det er helt fundamentalt. Det er basis for, at vi som art har overlevet så længe. Fra et overlevelsessynspunkt er det, hvad hele handler om, siger Eske Willerslev.

Det er dog også muligt at sprede sine gener på andre måder, forklarer Willerslev.

- Vi kan også få vores gener videre gennem vores slægtninges børn, så det er ikke et absolut must, at hver enkelt får børn selv.

Vi adskiller os fra dyrene

Men hvis vi eller vores slægtninge er designede til at skabe børn, hvorfor bliver der så ikke lavet flere babyer i de danske soveværelser?

Ifølge Eske Willerslev kan en af årsagerne være, at mennesket har et kulturelt element og en anden opfattelse af verden end dyrene, der i højere grad er styret af instinkter.

- Vi har en bevidsthed. Derfor knytter der sig noget andet end kun instinkter. At få børn er en instinktiv ting ligesom hos dyrene. Men så har vi et andet lag, der gør os unikke. Vi har en evne til at abstrahere og et udsyn på verden, siger han.

I vores del af verden er ønsket og forventningen om et godt og meningsfyldt liv nemlig også blevet en faktor. Og dette er ikke nødvendigvis lig med børn for alle.

- Der kan nogle gange være forskel på, hvad vi forbinder med et meningsfyldt liv, og hvad der er bedst for vores egne geners overlevelse og artens overlevelse, siger Willerslev.

Se videoen ovenfor og find ud af, hvorfor vi handler mod bedre vidende.