Homoseksuelle blev brændt på bålet

Homofober taler mod bedre vidende i dag. Men det er faktisk ikke så længe siden, at homoseksualitet blev betragtet som en sygdom i Danmark.

Meget af den viden, vi tager for givet i dag, har været ekstremt kontroversiel i gamle dage. Faktisk har vores viden været så kontroversiel, at mange af os simpelthen nægtede at tro på den.

I dag ved vi heldigvis en masse om samfund, psykologi og videnskab. Derfor virker vores forfædres skepsis måske lidt fjollet.

Men måske vidste de bare ikke bedre.

Tilbage i oldtidens Grækenland var det faktisk almindeligt, at ældre mænd havde forhold til teenagedrenge. Men da den kristne filosofi blev udbredt, begyndte homoseksualitet at blive anskuet som en vederstyggelighed.

Homoseksuelle kunne endda risikere at blive brændt på bålet for en gerning, der engang blev betragtet som noget ret almindeligt.

Bål og brand

I oldtidens Grækenland kunne ældre, gifte mænd godt have romantiske forhold til teenagedrenge. Også selvom manden var gift med en kvinde.

Manden nød drengen seksuelt, men han belærte ham også, fortæller Peter Edelberg, der er historiker, ph.d. og ekstern lektor på Københavns Universitet.

- Den ældre, erfarne mand, tog den unge ind under sine vinger og dannede hans karakter og personlighed, siger han.

På den måde blev drengen en del af mændenes fællesskab. Men det skulle ændre sig senere i historien.

Sent i det gamle Grækenland og Rom begyndte borgerne nemlig at se ned på folk, der ikke kunne styre deres lyster. En mand skulle holde sig til sin kone og sit ægteskab, også selvom han så en lækker fyr på gaden.

Fra 400-tallet og fremefter blev homoseksualitet en decideret vederstyggelighed i den kristne filosofi. Faktisk blev sex med en af samme køn sidestillet med at have sex med dyr, fortæller Peter Edelberg.

- I slut 1600-tallet blev omgang mod naturen straffet med bål og brand. Den officielle straf var altså, at man blev henrettet ved at blive brændt på bålet, siger han.

Det var dog sjældent, at folk faktisk blev henrettet for at have sex med en af samme køn. Det var for svært at bevise, at de skyldige havde haft sex.

- Typisk skulle man bevise analsex. Det var svært, med mindre folk faktisk var så dumme, at de indrømmede det, forklarer Edelberg.

Homoseksualitet var en sygdom

I 1860’erne blev begreber som homo-, hetero- og biseksualitet opfundet, og det ændrede på måden, vi så vores seksualitet på.

- Pludselig var sex ikke længere noget, man gjorde. Det var noget, man var. Man afskaffede dødsstraffen for ‘omgang mod naturen’ i 1866. I stedet røg man i et tugthus sammen med tyve, mordere og prostituerede, forklarer Peter Edelberg.

Straffene for homoseksuelles forhold blev nedlagt i 1933. Her begyndte danske jurister nemlig at læse tyske skrifter, der beskrev homoseksualitet som en slags sygdom og et medfødt handicap.

Læger og psykiatere forsøgte sig med mange morbide metoder for at fjerne homoseksualiteten. Den amerikanske doktor, Denslow Lewis, forsøgte sig for eksempel med at smøre en kokainopløsning på kvinders kønsorganer.

Under 2. verdenskrig blev homoseksuelle fanger i koncentrationslejre kastreret i forsøget på at gøre dem heteroseksuelle.

Og så sent som i start 1970'erne prøvede psykiateren Robert Heath at eliminere homoseksualitet og psykisk sygdom ved at sætte strøm til patienternes hjerner.

I 1933 blev det lovligt at have sex med en af det samme køn, selvom mange forsøgte at fjerne homoseksualitet længe efter.

- Det blev stadig set som noget beskidt og ulækkert, og man skulle gå meget stille med dørene. Men det skabte nogle muligheder for, at der kom homoseksuelle stemmer frem i samfundet, siger Edelberg.

Farlig forførelse ved lov

I 1961 blev den såkaldte ’Den grimme lov’ indført. Den gik ud på, at mænd kunne blive straffet for have sex med en trækkerdreng, hvis drengen var under 21 år.

Det var den såkaldte ‘forførelsesteori’, der lagde grund til loven. Den handlede om, at homoseksuelle mænd forførte de heteroseksuelle trækkerdrenge og gjorde dem homoseksuelle.

Den grimme lov skabte debat i de danske stuer. Aviserne Politiken og Information gav især spalteplads til kritik af homo-hadere, og Danmarks progressive typer begyndte at tænke anderledes om at elske en af det samme køn.

- Dengang var der ikke noget mærkeligt i at tro, at homoseksualitet var noget svineri. Og så var der de mærkværdige, progressive typer, der begyndte at sige, at det ikke var så slemt, siger han.

Debatten blev så ophedet, at Folketinget ophævede loven i 1965, og store forandringer var på vej.

Ikke længere en psykisk sygdom

I 1976 fik homoseksuelle - ligesom heteroseksuelle - lov til at dyrke sex som 15-årige, efter den seksuelle lavalder for homoseksuelle blev sænket med tre år.

Der skete endnu en revolution i januar 1981, da homoseksualitet blev fjernet fra Sundhedsstyrelsens liste over psykiske sygdomme.

Siden da er der sket mange flere forandringer. I dag fejrer vi mangfoldigheden i Danmark med forskellige optog og parader.

Homoseksuelle kan nu adoptere børn og blive viet - både på rådhuset og i kirken. Ifølge Danmarks Statistik benyttede 436 danskere sig af den mulighed i 2017.

Facebook
Twitter