Kan utroskab ligge i generne?

For nogle mennesker kan utroskab være genetisk bestemt, viser undersøgelser. Men det er ikke helt så simpelt ifølge dansk psykolog.

Er utroskab noget vi har kontrol over selv eller kan vi være genetisk disponeret for det? (Foto: Collage og grafik: Solvej Gregersen - billeder fra Colourbox og Wikimedia Commons)

I dyreriget er der kun få arter, der holder sig til den samme partner. Hannerne gør ofte alt, hvad de kan for at sprede deres sæd. Og hunnerne shopper konstant efter stærke gener.

Det romantiske ideal om at blive sammen hele livet strider derfor mod vores naturlige instinkter. Og biologisk set er det ikke underligt, at nogle mennesker bliver skilt, er utro eller er i åbne forhold.

Men samfundets normer har ændret vores adfærd. Og mange satser i dag på et monogamt forhold uden utroskab.

Alligevel har nogle mennesker svært ved at ignorere de biologiske drifter. Årsagerne kan være mange - og i nogle tilfælde spiller generne muligvis en rolle.

- Når du kigger på en art, er der altid variation. Nogle er måske mere begavede. Andre er mere risikovillige. Og derfor er der også nogle mennesker, der er mere tilbøjelige til at opsøge sex for spændingens skyld eller stimulationens skyld, siger Henrik Høgh-Olesen, professor i social- og personlighedspsykologi ved Aarhus Universitet.

- Og mange af de her forskelle kan være genetisk bestemt, fortsætter han.

Specielt gen gør dig mere impulsiv

Når du dyrker sex, frigiver hjernen signalstoffet dopamin. Det samme sker, når du for eksempel spiser eller drikker alkohol.

- Når der bliver udskilt dopamin aktiveres belønningscenteret i hjernen. Og det giver på forskelligvis en behagelig følelse, siger Asger Neumann, der er psykolog og ekstern lektor på Psykologisk Institut på Aarhus Universitet.

I en undersøgelse fra 2010 har forskere fra Binghamton University fundet en sammenhæng mellem seksuel adfærd og en særlig variation af genet DRD4. Det er et gen, der er med til at regulere dopamin-niveauet i hjernen.

I undersøgelsen fik 181 unge analyseret deres DNA. Derudover deltog de i en spørgeskemaundersøgelse, som handlede om deres sexliv.

Forskerne kom frem til, at unge med den særlige variant af DRD4-genet oftere havde uforpligtende sex. Det kunne for eksempel være utroskab.

Ifølge psykolog Asger Neumann kan genet dog ikke afgøre, om du vil være utro eller ej. Utroskab er nemlig meget mere komplekst.

- Genet kan selvfølgelig sige noget om, i hvilken grad du har lyst til at følge dine impulser. Men personlige værdier spiller også ind på dine valg, siger Asger Neumann og fortsætter:

- Hvis du for eksempel er munk og er født med det her bestemte gen, så vil du jo have en kulturel overbygning, som gør, at du nok ikke vil have sex alligevel. Der er simpelthen andre mekanismer, som gør, at du ikke handler på impulsen, siger han.

Forskerne fra Binghamton University understreger også, at du ikke nødvendigvis behøver være mere tilbøjelig til at være utro, fordi du har den bestemte variation af DRD4-genet.

Kærlighedshormon kan spille en rolle hos kvinder

Det er ikke kun DRD4-genet, der muligvis kan påvirke folks trang til at være utro.

Forskere fra blandt andet University of Queensland har fundet ud af, at bestemte varianter af genet AVPR1A - en receptor for hormonet vasopressin - også kan have en betydning. Vasopressin er et hormon, der blandt andet er associeret med kærlighed og empati.

I undersøgelsen deltog mere end 7000 finske tvillingepar. Ud af dem havde 6,4 procent af kvinderne haft mindst én sexpartner ved siden af forholdet i det forgangne år. Hos mændene var tallet på 9,8 procent.

Forskerne fandt så ud af, at mange af de kvinder, der havde sex med andre end deres partner, havde en bestemt variant af vasopressin-genet. De havde med andre ord et lavt niveau af vasopressin. Forskerne kunne ikke konkludere det samme hos mændene.

Forskerne understreger dog, at emnet kræver mere forskning. Og ligesom med DRD4-genet er det ikke sikkert, at den bestemte variant af vasopressin-genet får folk til at være utro. Mange kulturelle forhold og personlige værdier spiller også ind.

Derfor bliver vi alligevel sammen

Selvom vi fra naturens side er skabt til at sprede vores DNA, kan der også være en biologisk grund til, at mange bliver sammen i parforhold. Det har rødder tilbage fra urtiden, forklarer Henrik Høgh-Olesen, professor i social- og personlighedspsykologi ved Aarhus Universitet.

- Børn er hjælpeløse. Og for at de skal overleve, er moren nødt til at være knyttet til en partner over en længere periode. Hun kan nemlig ikke gå ud og skaffe føde og så bare efterlade det hjælpeløse barn derhjemme, siger han.

Henrik Høgh-Olesen bakkes op af professor i evolutionsbiologi ved Aarhus Universitet, Trine Bilde.

- Det giver god mening, at hunnen vil holde på sin partner. Hun er afhængig af, at partneren bliver i forholdet, så de har ressourcer til at opfostre barnet, siger hun.

Trine Bilde forklarer, at der historisk set er en stærk tradition for monogami i den vestlige verden. Men I dag hvor mange kvinder - i for eksempel Danmark - kan forsørge sig selv og deres børn, ser vi også en nedbrydning af de traditionelle monogame forhold.

- I bund og grund vil alle dyr søge ’utroskab’, hvis de kan undgå at betale omkostningen - for eksempel at miste partnerens investering i yngelpleje, siger hun.

Hormoner spiller også ind, når det kommer til tilknytning. Forskning viser, at niveauerne af dopamin begynder at falde med tiden i parforhold. Men hvis parforholdet er stærkt og sundt, vil dopaminen blive afløst af oxytocin. Det er et hormon, som giver en person lyst til at blive sammen med partneren og passe på ham eller hende.