Træt af at være slap? 6 måder du kan købe dig til superkræfter

Måske er du ikke den fødte superhelt. Men med hjælp fra videnskaben kan du blive det – hvis du altså har penge nok. Klik dig igennem "tilbudskataloget" her på siden og se, hvordan videnskaben og teknologien kan hjælpe.

Drømmer du om at flyve? At være usynlig? At kunne manipulere vejret?

Så bare rolig. Nu kan drømmen blive til virkelighed - for det er muligt at opnå fantastiske superkræfter, som vi kender det fra tegneserier, spil og film.

Det eneste, det kræver, er lidt hjælp fra videnskabens vidunderlige verden… Og et hurtigt sving med kreditkortet.

Se hvordan du (måske) kan købe dig til Superman og Wonder Womans utrolige evner i vores superkatalog.

Se igennem vægge

Han er kendt som manden af stål. Men Superman besidder så mange superkræfter, at det halve kunne være nok.

Udover at kunne flyve, løfte flere tons og være generelt usårlig, så har han også røntgensyn.

På Massachusetts Institute of Technology (MIT) er man nu gået Superman i bedene og har udviklet en metode til at se igennem vægge.

Teknologien hedder ’RF Capture’ og bruger radiobølger, der kan gennemtrænge vægge, til at kortlægge, hvad der befinder sig på den anden side.

Det er måske ikke helt på niveau med supermands røntgensyn, men det er et skridt på vejen til, at du kan spionere på din nemesis - når teknologien engang er færdigudviklet.

Flyv som fuglen

Hvis du nogensinde har gået og drømt om at kunne flyve højt og frit som fuglen, så kan du nu gøre drømmen til virkelighed.

For den nette sum af 1,7 millioner kroner kan du nemlig snart købe et Flyboard Air, der er en blanding af en ’jet-pack’ og det ikoniske ’hoverboard’ fra ’Tilbage til fremtiden’-filmene.

Med fire turbinemotorer under fødderne kommer du til at suse gennem luften med en tophastighed på 150 kilometer i timen, så selv Silver Surfer bliver misundelig.

Vær dog opmærksom på, at rækkevidden indtil videre kun er 2 kilometer…

Kontrollér vejret

Når Storm kontrollerer vejret, er det oftest for at bekæmpe skurke sammen med de andre X-Men.

Men det er faktisk også muligt for mennesker at manipulere vejret.

Eksempelvis har Kina søsat et storstilet projekt til en milliard kroner, der over tre år skal forøge mængden af regnvand over et areal på to gange Frankrigs størrelse.

Ved at sende fly i luften med tøris og sølviodid ”poder” de regnskyer med kemikalierne, så nedbøren bliver fremprovokeret.

Kineserne kom også under stor mediebevågenhed, da de manipulerede luftrummet for at fjerne den tykke dis, der hænger over landets store byer, da Kina var værter ved OL i 2008.

På den måde sikrede de sig nogle skyfri uger, så de mange sportsudøvere kunne konkurrere under den sjældne blå himmel.

Utrolig superstyrke

Hvis du ikke orker at bruge flere timer i træningscenteret for at opnå samme superstyrke som Wonder Woman, så skal du måske investere i en Eksovest.

For Eksovesten minder faktisk lidt om Iron Mans metalrustning.

Vesten er et slags skelet af metal, du ifører dig, og så hjælper de hydrauliske motorer dig med at løfte armene, så du ikke bliver træt og slidt.

Skelettet er udviklet af bilfabrikanten Ford, så deres medarbejdere kan udføre hårde opgaver med stor lethed.

Så hvis du har 37.000 bobs til rådighed, kan du løfte tunge ting og tæske igennem på dine fjender uden at bruge så meget som et minut i træningscenteret.

Usynlig som en kamæleon

Er du på flugt fra en fjende og har brug for et skjulested?

Så kan du snart ånde lettet op.

Britiske forskere har nemlig formået at fremstille en del af teknologien til en usynlighedskappe.

De har lavet et materiale, der ved hjælp af elektromagnetisme afbøjer lysbølger og får forskellige overflader til at virke usynlige.

I teorien kan materialet også bruges på menneskekroppen, selvom det lige skal færdigudvikles, før du kan få overfladebehandlet din superdragt.

Træk vejret under vandet

Snart kan du forhåbentlig slutte dig til Aquawoman, når du tager på dykkertogt i det åbne hav.

Forskere fra Syddansk Universitet har nemlig udviklet en syntetisk krystal, der muligvis kan gøre dig i stand til at trække vejret under vandet.

I fremtiden burde du kunne lade ilttanken stå og i stedet suge luft ind ved hjælp af en kunstig krystal, som absorberer ilt fra vandet.

Forskerne fra SDU understreger dog, at det endnu kun er muligt et på et teoretisk plan, og at krystallen kræver flere års udvikling.

Så du skal væbne dig med tålmodighed, før du kan dykke rundt uden tungt udstyr.

Facebook
Twitter